Af Viceborgmester Bettina Ugelvig (A)
Mobiltelefonen skal ud af vores skoler og FFOer, har Folketinget besluttet. Bravo. Lille Værløse Skole og Lyngholmskolen har allerede taget det skridt. Kæmpe bravo for både det nationale og det lokale initiativ.
Skærme fylder for meget i vores hverdag. Forleden sad jeg på mit arbejde og kiggede ud af vinduet på en børnehave, der var på tur. Jeg gør altid det samme, når jeg ser sådan en flok: tæller børn og voksne. Et nysgerrigt blik på normeringen. Men denne dag lagde jeg mærke til noget andet.
En voksen havde travlt med en iPad. Hun fotograferede på livet løs og bad børnene om at posere, hjælpe hinanden, skubbe hinanden på gyngen. Samtidig stod en lille pige og trak hende i nederdelen og pegede forsigtigt mod blåbærbusken. Hun ville gerne have hende med, men den voksne kiggede kun … på skærmen.
Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad det drejede sig om: Er det mon til faglig deling med kollegerne? Er det dokumentation til forældrene? Eller er det blevet en vane, at skærmen bare er med og stjæler tid og nærvær?
Da min yngste datter for snart 12 år siden gik ud af børnehaven, diskuterede vi det samme emne i lokalrådet: Nogle forældre var så glade for at kunne følge med i deres barns dag. Nogle mente, at de havde krav på mindst et billede og skyndte sig som det første hen til fotoskærmen for at se dagens “bevis”. Andre syntes, at det var overflødigt.
Jeg spørger mig selv, om vi i vores iver efter at vise alt og vide alt nogle gange glemmer at gøre det vigtigste: at løfte blikket, være til stede, dele øjeblikket. For børn har først og fremmest brug for voksne, der ser dem i øjnene, følger dem til blåbærbusken, mærker glæden i det, der sker her og nu.
Så mon ikke beslutningen om mobilfri skoler og FFO’er burde følges op af, at skærmene også ryger ud fra hverdagen på dagtilbudsområdet
