‘Af Hans Christian Strange-Lebech (A)
Jeg bliver pikeret, når jeg ser en flok skoledrenge hænge ud ’sammen’ på en bænk, i tavshed, alle med skærm. En gang imellem bliver en skærm vist frem for de andre; en reel – en kort video – deles med sidemanden. Der grines. Herefter tilbage til egen skærm. Stilhed.
Jeg frygter den dag mine egne unger kommer i den alder, hvor telefoner dominerer klassefællesskabet. At mine børn skal bruge en telefon for at være med. At de skal fortabe deres tid, deres selvstændighed. At deres kaotiske og udadvendte energi skal sluges af de små apparater. At vi skaber en virtuel pendant til det forsømte forår. At apps og online fællesskaber æder den nærværende menneskelige kontakt, der giver os alle en meningsfyldt tilværelse. Jeg bliver ked af det, når jeg ser forgabtheden. Afhængigheden. For afhængighed kan være af substanser, men også af skærm. Af skærmens tilgængelige, tidsrøvende tiltrækningskraft. Den uprøvede krop, det ensomme sind, den skrøbelige identitet.
Jeg bliver ærgerlig, når vi myndige stiltiende accepterer skærmkiggeri som norm, som gængs omgangsform. Når høretelefoner og blåt lys blokerer den høflige hilsen, den gensidige opmærksomhed. Var nogle ting bedre i gamle dag?
Om skærmenes tiltrækningskraft vil jeg sige; takes one to know one. Som ung fængedes jeg af først min Nintendo 64 og senere min bærbare computer. Heldigvis var smartphones ikke opfundet dengang, og jeg kunne ikke bære min afhængighed rundt med mig. Den var parkeret derhjemme, ligesom jeg selv, i lange perioder. Heldigvis blev jeg ’tvunget’ ud og til at begynde at sejle. Hér fandt jeg en sammenhæng, hvor min appetit på social kontakt kunne næres.
Derfor er jeg i dag ret så glad for foreningslivet. Vores kommune har heldigvis et stærkt civilsamfund og en masse initiativrige borgere. Hér findes en stærk tradition for frivilligt arbejde. I foreningerne kan du og dine unger få rørt dig, få grinet, få kæmpet om sejren. I foreningen bliver man del af noget større. Man lærer at begå sig i et forpligtende fællesskab. Man fortrænger kattevideoer, navlepilleri, sårbarhed, passivitet. Man opdyrker handlekraft og engagement, evnen til at indgå og bidrage.
Sundhed og fællesskab er forbundet ligesom det usunde og det ensomme. ’US Surgeon General’ fra USA fortæller i 2023, at helbredsudfordringer forbundet med ensomhed svarer til de helbredsproblemer, der kommer af at ryge 15 smøger om dagen.
Trivselskommissionen har netop anbefalet tidligst at give børn smartphones ved 13 års-alderen.
Australien har i 2024 forbudt sociale medier for alle under 16 år.
Som de fleste andre er vi i min familie ofte trætte og har lyst til afslapning med Netflix og Ipad. Psykisk og fysisk giver det os desværre ingenting. En del af løsningen er engagement i foreningslivet. Vi har det næsten altid godt, når vi er til fodbold, tennis, svømning, store som små. Muligheder er der nok af, og hele det kommunale system er sindssygt godt gearet til at støtte foreningerne. Min holdning er, at skærme og ensomhed i en uhellig alliance og står i vejen for sundhed og fællesskab.
Jeg oplever, at vi bor i en meget borgervenlig kommune: Fritidsvejlederne tilbyder borgere en indgang til fællesskaberne. De ansvarlige for lokalebooking går langt og længere endnu for at opfylde foreningernes ønsker. Kommunens pedeller holder faciliteterne i tip-top stand. Servicevagterne kører i døgndrift og deres service er simpelthen spot-on, når man en søndag aften i Farum Brætspilsklub har glemt at skaffe adgang Solvangskolens Bibliotek.
Kom og vær med. Meld dig selv og dine unger ind. Kig efter i kommunens liste over foreninger:
https://aktivfuresoe.dk/side.asp?wkid=fureso&side=1&navid=1
