Engang var de over hele byen. Nu er de væk. Den sidste røde postkasse sættes nu til salg til fordel for Danmarks Indsamling.
Af Mikkel Kjølby
Nu kan man sikre sig et særligt minde om verden inden den gik af lave med SMS, e-mail, instagram, tiktok og messenger.
Et mindre fra dengang, hvor postbudene cyklede rundt med breve, og kommunikationen foregik via fysiske breve, som man afleverede i den røde postkasse nede på hjørnet.
Furesøs borgmester Nicolai Bechfeldt (V) har fået den sidste postkasse fra Furesø og har sat den på auktion til fordel for Danmarks Indsamling.
Der er tale om en postkasse, som har været opstillet på Tibberup Allé i Hareskovby.
Denne auktion er en del af en større velgørenhedsauktion til fordel for Danmarks Indsamling 2026.
Alle indtægter går direkte og ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026. Lauritz.com donerer således alle involverede salærer og gebyrer fra denne auktion til det gode formål.
Historien om den danske postkasse
Den danske postkasse blev, sammen med frimærket, introduceret i 1851. De første 13 postkasser blev opsat i København og siden udbredt til resten af landet. I begyndelsen varierede de i både størrelse og farve, men fra 1860 blev de mere ensartede og fik den karakteristiske postkasserøde farve. Den røde farve tilskrives Louis Pio, som på daværende tidspunkt var postfunktionær. I 1876 blev den klassiske form med buede top og bundtømning designet af Vilhelm Dahlerup, og har siden været et stærkt nationalt kendetegn – prydet med det kronede posthorn på toppen.
Postkassen måler ca. 34 cm i dybden, 44,5 cm i bredden og 78 cm i højden og vejer ca. 21 kg. Den fremstår som et markant og ikonisk element i hjemmet, hvad enten den bruges som kunstobjekt, dansk kulturarv eller personligt mindeskab. PostNord har doneret postkassen til Danmarks Indsamling og sættes på auktion af Lauritz.com, som donerer alle gebyrer og salærer.
Post Danmark pillede de røde postkasser ned i sidste halvdel af 2025. Godt 1000 af dem blev solgt for mellem 1500 og 2000 kr. stykket.







