Den store forårsåbning i Farum Kulturhus

Nanna Larsen giver koncert ved forårsåbningen i Farum Kulturhus. Pressefoto.

Borgmester Nicolai Bechfeldt får sin ilddåb i Farum Kulturhus, når han åbner forårssæsonen ved et arrangement med foyerkoncert og ferniseringer på nye udstillinger.
Farum Kulturhus inviterer til en festlig og stemningsfuld forårsåbning lørdag den 7. marts, hvor nye udstillinger åbner samtidigt. Furesøs nye borgmester Nicolai Bechfeldt står for den officielle åbning.
Dørene åbner kl. 11.30, hvor alle samles i Foyeren. Her vil sanger og sangskriver Nanna Larsen skabe en intim og varm stemning med en 45 minutters solokoncert bestående af akustisk guitar, banjo og vokal.
Kulturhusleder Mai Therese Ørsted Andersen byder velkommen, inden hun overlader ordet til borgmesteren.

Der er fernisering på en række nye udstillinger denne lørdag
I udstillingen UDVEJE i Galleriet undersøger og fortolker seks kunstnere begrebet gennem deres værker. Kunstnerne Ulla Hauer, Susanne Luup, Susanne Bang Dahl, Stine Yde, Inger Bennigsen og Mette Brinch kredser om menneskets behov for at finde udveje – både i det indre og det ydre landskab. I FløjGalleriet er der fernisering på Azurmalernes udstilling – Kunsten at Leve, hvor livets mange facetter og udtryk fortolkes gennem farver, strukturer og personlige billedsprog. Furesø Kunstforening styrer løjerne i GangGalleriet, hvor udstillingen Storbyen udforsker byens puls, rytme og kontraster i en udstilling, der kredser om livet i storbyen – dens kaos, skønhed, mennesker og bevægelser. Immigrantmuseet har udsmykket foyeren med udstillingen Fællesskab – Fortællinger – Forbundethed. I et fælles rum udforskes fortidige og nutidige teknikker, mens samtale, forståelse og gensidig nysgerrighed går hånd i hånd. Udstillingen viser uddrag af de håndarbejdsprojekter, som er blevet til gennem Immigrantmuseets Lørdagssysler.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder