Furesø Kommune har i flere år arbejdet med at udvikle og fortætte de centrale områder i Værløse og Farum. 2026 kan blive året, hvor der for alvor blive sat turbo på udviklingen.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune blev født med en gæld, men også med muligheder. Ikke mindst var der muligheder for at byudvikle på de tidligere militære områder, Farum Kaserne og Flyvestation Værløse. Den udvikling satte sit præg på kommunens arbejde, men med etableringen af boligområderne i Sydlejren nåede denne udvikling til en ende.
I stedet skiftede fokus til udvikling af de centrale områder i Værløse og Farum. Det arbejde har taget tid – det gør den slags – men nu er grundlaget lagt.
I Værløse er der lagt op til en byfortætning med op imod 200 boliger på og omkring Værløse Bymidte. Indtægterne fra boligbyggeriet skal give et råderum til at udvikle fællesskabsaktiviteterne. De foreslås at være et fællesskabshus i Nordeabygningen, en udvikling af Scenetorvet og Kulturtorvet, ibrugtagelse af Hareskovhvile og ikke mindst en renovering/nedrivning af Værløse Bio.
Furesø Kommune skabte først en udviklingsplan for Værløse Bymidte og senest en rammelokalplan, hvor mulighederne blev fastlagt. Rammelokalplan blev vedtaget af det afgående byråd, og skal altså danne grundlaget for det videre arbejde.
Arbejdet med udviklingsplanen og rammelokalplanen er foregået i valgperiode med Bettina Ugelvig (S) som udvalgsformand. I den kommende valgperiode tiltræder Robert Mørck (LA) som udvalgsformand for Udvalget for Plan- og Byudvikling. De tidligere formænd Bettina Ugelvig og Egil Huigaard (K) fortsætter i udvalget og sikrer dermed kontinuitet.







