Ella vandt UDM igen – Farums spillere imponerede

Ella havde god grund til at smile. Hun er dobbelt dansk mester i U14-damesingle.

14-årige Ella Wendell vandt i overbevisende stil sit andet danske ungdomsmesterskab i damesingle. Der var tre sølv og tre bronzemedaljer til de andre Farumspillere.
Af Mikkel Kjølby
Der var ingen slinger i valsen. Ella Wendell vandt i overbevisende stil U14-damesingle ved de danske ungdomsmesterskaber på HIKs anlæg i Hellerup.
I strålende solskin udnyttede Ella sin fine teknik og stærke fysik til at vinde med 6-2, 6-1 over Nynne Koch. Semifinalen blev vundet med 6-2, 6-2 over Lara Teilmann.
Ella er dermed dobbelt dansk mester, idet hun også vandt indendørs U14 for tre måneder siden.
Den 14-årige Farumborger træner 14-16 timer om ugen i Farum Tennisklub. Hun vandt for nogle uger siden en U14-turnering på den europæiske tour og drager direkte videre til en turnering i Stuttgart. Senere på sæsonen skal Ella spille EM for hold.
Mads Bruhn Aaby havde også et fremragende UDM. Han nåede to finaler og var ulideligt tæt på en guldmedalje.
I U18-mixeddouble tabte han sammen med Sophia Izabella Ragys med 20-22 i matchtiebreaken.
I drengedoublefinalen var det også tæt på. Her spillede Mads sammen med Christoffer Jessen og tabte matchtiebreaken med 8-10.
Farum tog endnu en sølvmedalje, den gik til Charlotte Mia Zhang i U12-damedouble, hvor hun nåede finalen sammen med Nelly Rimfort.

Der var bronzemedaljer til Zhenyu Leo Yuan i U14-drengedouble og Rasmus Kjær Skovgaard i U16-drengedouble.
Felix Palm tog også bronzemedalje i U16-drengesingle.
Farum Tennisklub har også landets højest rangerede juniorspiller på ITF-juniorranglisten, men Caroline Hermanns sprang UDM over. Hun tager på endnu en europæisk rundtur i den kommende uge.

Ella Wendell træner 14 til 16 timer om ugen i Farum Tennisklub.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder