En genial idé, en garage, et svejseapparat, en plastikmaskine og ukuelig iværksætter-gåpåmod. Erling Vangedal-Nielsen skabte en verdenssensation og fik mulighed for at leve sit drømmeliv som opfinder.
Af Mikkel Kjølby
I dag er isterningeposer en hverdagsting, som vi ikke tænker nærmere over. Tilbage i 1976 var opfindelsen en verdenssensation. Erling Vangedal-Nielsen kreerede de første isterningeposer i en garage på Kirke Værløsevej.
Der er mennesker, som er født til at gøre en forskel. På en eller anden måde har Erling følt, at det var sådan med ham. Han er ud af en familie med mange entreprenører. Som ung mand stod han i lære som modellør hos Porcelænsfabrikken Dahl-Jensen i Husum og arbejdede en overgang for Den Kongelige Porcelænsfabrik i København, men han ville noget mere.
Han sparede nogle penge sammen og rejste til Sankt Thomas og siden New York, hvor han fik arbejde hos Boehm Porcelæn, men skyndte sig hjem igen, da han blev indkaldt til tjeneste i Vietnam-krigen.
I stedet blev han soldat i Danske Livregiment i Farum og Høvelte, hvilket førte til en treårig periode på Thulebasen. Det var her, han fik sparet 105.000 kroner sammen til at købe virksomheden Hans Andersen Dolke.
Virksomheden hørte til i et værksted på Kirke Værløsevej 22 og havde fem ansatte, men økonomien var dårlig pga. oliekrisen.
I stedet købte han villaen Kirke Værløsevej 67, og etablerede et lille værksted i garagen. Her lavede han Rockwool-knive, gipsknive og alverdens slags knive med lokale skoleelever som billig arbejdskraft.
I 1976 brugte Erling en del af overskuddet til at leje et sommerhus i Blokhus. I gode venners lag tog han på det lokale diskotek i feriebyen, og så ramte tordenkilen ham.
– Bartenderen stod og fumlede med at lave isterninger, så sagde en af mine kammerater, at en dag vil en eller anden finde en smart måde at lave isterningerne på. Det ramte mig. Jeg kunne ikke slippe den tanke, fortæller Erling Vangedal-Nielsen.
Vel hjemme i Værløse svejsede han et par dolkeposer sammen og markerede felterne med æggebakker. På den måde skabte han den allerførste ispose med 18 feltet til isterninger. Han vidste fra første øejblik, at han havde fat i noget helt særligt. Erling satte alt ind på det.
– Jeg fandt en gammel plastikmaskine, som jeg købte for 5.000 kroner. Den var 30 år gammel og var vind og skæv, men jeg fik rettet den til, og fik lavet nogle isposeprøver, erindrer Erling Vangedal-Nielsen.
Han tog på patentbureauet og fik patentanmeldelse på opfindelsen i januar 1977. Det første patent fik han på en isterningepose med 18 isterninger.
Erling viste prøverne til Irma, som i al hast bestilte 120.000 pakker. Erling fik sat produktionen op hos Schur-gruppen i Horsens. Fabrikken sendte deres ekspert til garagen i Værløse. Han tjekkede Erlings hjemmelavede maskine og konstaterede tørt, at sådan nogle kunne de godt lave.
Irma sørgede for, at Erling blev interviewet til Ekstra Bladet. Han leverede de første pakker den 28. marts 1978. Dagen efter stod historien på forsiden af tabloidavisen.
– Der blev udsolgt med det samme. Seks uger i træk var der udsolgt hver dag, fortæller Erling Vangedal-Nielsen.
Finland og Tyskland kom hurtigt på banen, så bredte det sig til Grækenland, Canada og næsten hele verden. I Japan tog Sony fat om projektet og bestilte en kæmpeordre hos Mitsubishi Plastik.
– Det spredte sig lynhurtigt, fordi det var en genial idé, siger Erling Vangedal-Nielsen.
Der var dog udfordringer i forhold til at forsvare opfindelsen. Der blev lavet kopier, og en større virksomhed i USA sagde lige ud til Erling, at han ikke havde en chance for at forsvare patentet.
Ikke desto mindre nåede produktionen af Erlings isterningepose op på 25 mio. pakker om året i løbet af de første fire år. Han tjente fint på patenterne og rettighederne, men blev ingen rig mand af det pga. det danske skattesystem, hvor der var indført en skat på 30 procent på royalties.
Erling blev derfor udlandsdansker i en årrække. Han boede i først Spanien og siden England. Han var udlandsdansker i 10 år, indtil han følte en trang til at gøre noget mere. Han flyttede hjem til Danmark i 1991
– Jeg ville hjem til Danmark og lave flere opfindelser, da jeg var overbevist om, at jeg er gudsbenådet opfinder, siger Erling Vangedal-Nielsen med et smil.
For noget kunne tyde på, at han har ret i den antagelse. Han står bag et utal af opfindelser og patenter. Ikke mindst salatslyngeposen, frugtposen og det lange tefilter til tepotter.
I dag er han blevet 83 år og er fortsat i fuld gang med at finde på ting og sager.
– Jeg skyldte verden at bruge mine evner til at skabe gode ting. Det har jeg kunne koncentrere mig om siden 1991. Det har været det perfekte liv, siger Erling Vangedal-Nielsen med glæde i stemmen.
