Fernisering på udstillingen Akvarel og bronze

Marianne Groos er blandt de fire udstillere.

Furesø Kunstforening står bag en ny udstilling med Mona Sloth, Finn Rudbæk-Larsen, Marianne Gross og Stiig Kalsings malerier og skulpturer i Galleriet i Farum Kulturhus. Fernisering lørdag 27. april, kl. 12.15.
Mona Sloths store interesse for akvarelmaling kom efter en lang årrække med grafik og oliemaleri.
Den nordiske natur med de skiftende årstider er Mona Sloths foretrukne motivverden. Det er i de stille landskaber hun finder inspiration til sine akvareller, som ofte er baseret på minder om sete landskaber.
– Jeg søger at vise stemningen i motivet frem for en fotografisk gengivelse, og hertil er akvarel særdeles velegnet. Med det lys, de transparente akvarelfarver giver, bliver billedet levende på en måde, jeg ikke kan opnå med andre midler. På den måde håber jeg at kunne videregive den sindsstemning, jeg kommer i, når jeg dvæler ved et smukt landskab, siger Mona Sloth.
Finn Rudbeck-Larsen har altid været fascineret af akvarelmaleriet som udtryksform, formentlig fordi det var en fast bestanddel i hans opvækst. Derfor var det naturligt, at det blev dette medie der fik førsteprioritet.
– Jeg færdes meget i naturen, som fotograferes ivrigt, og det er naturen der er min største inspirationskilde, hvor især fugle er en del af min motivverden, forklarer Finn Rudbeck-Larsen, som dog også arbejder med bymiljøer, portrætter og stilleben, og inden for de sidste år arbejder han også med fotolag, som trykkes som Gicléetryk på certificeret trykkeri.
Marianne Gross maler primært semi-abstrakte landskabsmotiver og andre motiver inspireret af havet, himlen, naturen og dens vækster.
– Mit udgangspunkt er som regel akvarel. Jeg arbejder mest i krydsfeltet mellem abstrakt og figurativt maleri i en stil, som er blevet benævnt ekspressionistisk minimalisme, fortæller Marianne Gross.
Stiig Kalsing er kunstneren bag de populære kærlighedsskulpturer, skulpturer af bronze, der fokuserer på inderlighed, intimitet og sammensmeltning som en bærende del af kærlighedsforholdet.
Det er Stiig Kalsings særlige evne at kunne fastfryse øjeblikke i hukommelsen og bagefter genskabe dem i kunsten med stor nøjagtighed, en evne han stadig
benytter sig af i dag. Disse særlige øjeblikke, der er værd at fastfryse, finder han alle vegne.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest