Frivillig – Børnenes glade ansigter er min gave

Gruppen af frivillige bag Danish Junior Open bliver ved år efter år, selvom deres egne børn er blevet for store til at spille turneringen.

Danish Junior Open i badminton er en af landets største turneringer. Fundamentet er et hold frivillige, som finder glæde i børnenes kammeratskaber og glade ansigter.
Af Mikkel Kjølby
Frivillighed er er et stort tema i dansk idræt.
Hvert år på denne årstid kan man finde frivillighed i store mængder, som grundlaget for en af landets største badmintonturneringer.
Danish Junior Open har været et fikspunkt for ungdomsspillere igennem årtier. Der spiller over tre dage i Farum Arena, Stenvadhallen og Værløsehallen. Der kommer spillere fra hele landet, men også fra det meste af Europa. I år var der spillere fra 15 lande.
Bag det hele står en stor gruppe frivillige styret af en organisationsgruppe på seks personer med næstformand i Farum Badminton, Charlotte Hartvig, som tovholder.
– Gaven til mig, er, når jeg kommer ind på gulvet fredag morgen og ser de glade ansigter på børn, som har det sjovt og får skabt venskaber på kryds og tværs Jeg gør det for at se de glade ansigter, siger Charlotte Hartvig.
Hendes egne børn er blevet for gamle til at deltage i turneringen. Det samme gælder for de andre i arrangørgruppen.
– Vores børn kan ikke spille turneringen længere. De er blevet for gamle. Vi gør det stadigvæk, fordi det er sjovt og fedt. Vi er på hele weekenden. Vi har hver vores rolle. Vi er ved at være så rutinerede, at vi hviler godt i det, forklarer Charlotte Hartvig, som starter på næste års turnering halvandet år tidligere, når der skal meldes ind til Badminton Danmark med et ønske om turneringer.
– Vi får besked i februar måned om, hvilke turneringer vi har fået. Så vi har 15 måneder til at planlægge ned i detaljer. Tidligere var vi en fast turnering, men den plads har UDM i Brøndby overtaget, så vi skal søge hvert år, fortæller Charlotte Hartvig.
Der er en stolthed over turneringen i klubben. For der bliver kræset ekstra om deltagerne.
– Vi har dommere på i finalerne i alle rækker. Det er noget helt særligt for mange af børnene, som aldrig har prøvet det før. Vores egne spillere sidder som linjedommere. Det er et professionelt set up, siger Charlotte Hartvig.

Ekstra mange fra udlandet i år.
For to år siden blev Danish Junior Open pointgivende til U15 EM hvert andet år. Det var turneringen i 2026. derfor kom der ekstra mange udenlandske spillere til Farum.
– Mange kommer til Danmark for at måle sig med de danske spillere. Vi har booket ind på Stavnsholtskolen de sidste mange år. Vi tilbyder en billig overnatning med morgenmad. For nogle år siden tilbød vi det hele, men vi er gået ned til kun at tilbyde morgenmad, fordi det giver de frivillige mindre arbejde. Til gengæld må deltagerne bruge skolekøkkenet på Stavnsholtskolen, fortæller Charlotte Hartvig.
Det hele giver mening for klubben, fordi det giver økonomi til klubbens mange aktiviteter.
– Turneringen er med til at tingene løber rundt i Farum Badminton. Vi skulle gerne have en økonomisk gevinst ved turneringen, men den er absolut ikke så stor som tidligere, siger Charlotte Hartvig.
I år der været spillere med til turneringen fra: Østrig, Belgien, England, Sverige, Estland. Finland, Frankrig, Island, Færøerne, Litauen, Holland, Polen, Rumænien og Ukraine.

Finalerne i Danish Junior Open spilles på ti baner i Farum Arena i løbet af søndagen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder