Hareskovbys opståen og de første år – fra overdrev til villaby

Værløse Overdrev udviklede sig gennem 10 år fra overdrev til en etableret, mindre villaby. Årsagen hertil var hovedsagelig tre energiske københavnere med journalist Michael Skandrup i spidsen. Han var den egentlige hovedperson og grundlægger af villabyen.
Af Mogens Persson
I ældre tider var det område, hvor Hareskovby i dag ligger, et lavlandet område af ringe kvalitet og med mange moser og små og store vandhuller. Man kaldte det Værløse Overdrev. Efter skovforordningen i slutningen af 1700-tallet, hvor Værløse-bøndernes kreaturer ikke mere kunne græsse i skovene, fik hver af de 13 gårde i Værløse tildelt en strimmel jord på det såkaldte overdrev. Hvert jordstykke gik fra Store Hareskovs skovgrænse til Tibberup Å. Der blev etableret diger mellem Store og Lille Hareskov. På denne måde kunne kreaturerne drives gennem Fægyden (som den senere blev omtalt) til sommergræsning på deres nye jordlod.
Med tiden begyndte bønderne at dyrke noget af deres jord på overdrevet, men flere steder var udbyttet ikke særligt stort. Lidt inde i 1800-tallet begyndte nogle af gårdmændene at opgive at bruge deres jordlodder til græsning og frasolgte dem helt eller delvist, ofte til købere udenfor sognet. Der blev nu opført nogle mindre gårde og huse, de fleste på det højtliggende område oppe ved skoven og langs den nye sognevej (Hareskovvej, nu Gl. Hareskovvej), som var blevet etableret langs skoven. Nogle af gårdene -eller rester af dem-eksister endnu. F.eks. Ågården, Stormlygård, Keldgården, Annexgården. Området var deuden beboet af småfolk i små huse eller i primitive hytter.

Starten på Hareskov Villaby
Der var tre personer, som stod i centrum ved Hareskovbys grundlæggelse-alle københavnere.
Naturelskeren, Weirsøe, som opdagede Hareskovs lyksaligheder.
Igangsætteren, Skandrup, der må betragtes som Hareskovbys egentlige grundlægger, idet han købte et jordlod og udstykkede og byggede huse.
Økonomen, Fjelsted, som sammen med andre profiterede af de to førstes indsats.
Midt i 1890érne var en værkfører hos Marstrands Bagerier, Ole Weirsøe på udflugt med sin familie på Værløse Overdrev. Han blev meget begejstret for den smukke natur på stedet. Det endte med, at han og hans kone Henriette Weirsøe i 1895 købte et jordstykke med et lille hus beboet af et ældre ægtepar. Det var den eneste parcel, som lå direkte ind til skoven – i dag nr. 330 på Gl. Hareskovvej. De aftalte med ægteparret, at de kunne blive boende så længe de levede i et værelse i huset med adgang til at have en ko og lidt jord til at dyrke egne grøntsager.
Familien Weirsøe tilbragte derefter med deres tre børn de næste års weekender og lange somre i deres nyerhvervede hus.
Allerede i 1899 døde imidlertid begge de gamle med få måneders mellemrum. Det gav nu familien Weirsøe mulighed for at rive det gamle hus ned og opføre et meget større på stedet. Ole Weirsøe købte en statelig villa i Bredgade i København, fik den taget ned sten for sten og genopført på det nu nye tomme grundstykke i 1901. Da familien havde en god bolig på Erik Menveds Vej på Frederiksberg, var tanken, at huset, i hvert tilfælde i starten, kun skulle bruges som sommerbolig.
Ole Weirsøe havde en god bekendt ved Aftenposten i København- journalist Michael Skandrup. Ole tog ham efter købet i 1895 med ud til sit nye landsted. Skandrup blev hurtigt fascineret af området, og inden længe begyndte han at tænke på, at dette område måtte være helt ideelt til sommervillaer for velstående københavnere. Han gik derfor hurtigt i gang med at udforme sin vision:
Skandrup vision var: – at bygge moderne 2-etages villaer á en vis størrelse, hvor hvert hus skulle have indlagt rindende vand (trykvand) og omkranses af hvidmalede stakitter og at markedsføre sine nybyggede huse blandt velstående københavnere med forventningen om, at den vedtagne jernbane fra Nørrebro til Slangerup snart ville være bygget, således at der nu kom en direkte og behagelig transportmulighed til området ved Hareskoven. Og med nærhed til den påtænkte Hareskov Station.
Opmuntret af Weirsøe handlede Michael Skandrup hurtigt. I juni 1899 købte han et stykke landbrugsjord -matrikel 7d- med gård (Annexgården) af Peter Kristiansen. Jordstykket svarede til ca. halvdelen af den oprindelige jordlod mellem skoven og Tibberup Å. Fra skoven til Skovbovænget (senere navn). Samtidigt gik han i gang med at søge Landbrugsministeriet om lov til at nedlægge landbrugsjorden og udstykke den i parceller på ca. 1000 m2 med henblik på bygning af nye huse her.
Skandrup gik hurtigt i gang med at bygge nogle flotte villaer – i alt 10 stk., enkelte på nuværende Gl. Hareskovvej og resten på vestsiden af den vej, som senere blev opkaldt efter ham-Skandrups Allé. Han kan derfor betragtes som Hareskovbys egentlige grundlægger.
Det første hus var allerede bygget omkring år 1900. Skandrup byggede også en sommerrestaurant på det højtliggende område med de vide udsigter ved Fægydens afslutning inden nedkørslen til overdrevet : Hareskovpavillionen.

Banens forsinkelse- Skandrups konkurs
Michael Skandrups plan var baseret på en lov fra 1894 om opførelse af en bane fra Lygten Station på Nørrebro til Slangerup med stoppested i Hareskoven.
Men jernbanen fra København blev forsinket og kunne først indvies i 1906. Da var Skandrups økonomi kørt af sporet. Han havde ikke fået solgt sine dyre huse, og som alle var blevet belånt med op til 4000-5000 kr. bl.a. i Østifternes Kreditforening. Og han havde begrænsede lejeindtægter fra de få udlejninger i husene.
Skandrup startede simpelthen sit projekt nogle år for tidligt. Situationen var kritisk for ham omkring 1906 og han måtte optage flere lån for at indfri allerede indgåede forpligtelser til kreditforening og andre långivere. I 1908 bristede det til sidst for ham. 1. sep. 1908 gik han konkurs og flyttede fra den by, som han selv havde igangsat og hvor han havde boet i ca. to år med sin kone. I de næste to-tre år kom mange af gældssagerne for retten med fogedudlæg til de mange kreditorer, som gennem årene havde lånt ham mange penge. Også hans tre etagesejendomme på Frederiksberg blev inddraget i konkursen.
Ole Weirsøe døde allerede i 1901, så han fik ikke glæde af sit nye hus, men hans enke, Henriette, flyttede i 1905 fast ind her og blev boende i mange år. To af Ole og Henriettes børn fik stor kontakt med byen. En søn, også ved navn Ole, blev tømrer og var engageret i at bygge og investere i huse i byen, og en datter, Ida, blev gift med en af brorens bekendte Hans Fjelsted. Denne fik som overretssagfører stor gavn af at købe og senere videresælge nogle af de konkursramte grunde og ejendomme.

Hareskovkonsortiet
Hans Fjelsted stiftede sammen med tre andre velstående københavnere ”Hareskovkonsortiet”, som ligeledes opkøbte andre af de konkursramte grunde og ejendomme for at videresælge dem i de følgende år. De tre personer var: tandlæge Thorvald Kiær, hoftandlæge E. Vorslund-Kiær og P.L. le Maire. De reddede byen, men skummede også fløden.
I mange af de skøder, som blev udarbejdet ved frasalg af grunde fra matrikel 7d, blev indføjet følgende klausul: ”På grunden må kun opføres et beboelseshus på mindst 120 m2 i 2 etager og til højst to familier”
Denne klausul var med til at sikre en vis kvalitet i det fremtidige husbyggeri.

Hareskovpavillonen
Skandrup købte i maj 1900 også matriklerne 23a+b, hvor han i 1905-1906 byggede den flotte pavillon.
Den åbnede i sommeren 1907 med Otto Johansen som forpagter. Hareskovpavillonen blev dog snart solgt til restaurantør Hans Brandt, som nu selv overtog driften. Han udviklede den til en stor succesrig sommerrestaurant. I mange år strømmede kunderne til. Hans Brandt tog mange flotte tiltag f.eks. flammemad, 5-øres dans og måneskinsture sammen med Slangerupbanen fra Nørrebro – især onsdage og lørdage aftener. Pinsen havde et stort rykind af glade sommergæster, ofte med mere end 1000 gæster. Pavillonen, som hovedsagelig var af træ, brændte helt ned i 1950.