Hareskovhvile – Det skal pengene bruges på!

Efter det blev vedtaget at Hareskovhvile skulle tages i brug, etablerede forvaltningen en rampe på bagsiden af bygningen.

Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde den 18. februar. Her fremgår det af dagsordenen, hvad de 5,2 mio. kr. til renovering og ombygning skal bruges til.
Af Mikkel Kjølby
I forbindelse med budgetforliget i september måned blev der afsat 1 mio. kr. til renovering af Hareskovhvile og det blev vedtaget, at bygningen fremover skal kunne bruges til kommunale og foreningsmæssig anvendelse.
Lige efter kommunalvalget kom så beskeden om, hvad forvaltningen ville bruge bygningen til. Man vil indrette lokaler til jobklubber for Jobcenter Furesø samt flytte rusmiddelrådgivningen fra Skiftesporet til Hareskovhvile, derved muliggøres det at sælge Ll. Værløse 36A.
Arbejdet med at fremtidssikre Hareskovhvile gik hurtigt i gang. Der blev etableret en rampe på bagsiden af bygningen. Ifølge centerchef Peter Rosgaard er den anlagt for at sikre tilgængelighed til bygningen.
– Vurderingen har været, at uanset hvilke aktiviteter der på sigt skal være i huset, ville det kræve en handicapegnet tilgang til bygningen. Det samlede projekt koster 0,3 mio. kr. og er finansieret af kommunes pulje til tilgængelighed, oplyser Peter Rosgaard.

5,2 mio. kr. til ombygning og renovering
Dertil kommer altså udgifter på 5,2 mio. kr. til ombygning og renovering af Hareskovhvile. Nu fremgår det af dagsordenen til Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde den 18. februar, hvad pengene skal bruges på.
Udover den almindelige ombygning skal der foregå en modernisering af energitiltag for i alt 0,7 mio. kr. samt etableres nødvendig IT-infrastruktur og indkøbes inventar i tillæg til eksisterende fra skiftesporet og jobcentret for 0,65 mio. kr. Klimaskærm skal oprettes og vedligeholdes for 0,62 mio. kr. og til sidst skal udenomsarealer opgraderes for 0,65 mio. kr.
Ifølge dagsordenen forventer forvaltningen at sætte Hareskovhvile i stand i etaper, så de første jobklubber vil kunne flytte ind i Hareskovhvile om tre måneder, når den første halvdelen af stueetagen er istandsat.
Herefter vil det tage en måned at istandsætte resten af underetagen og efter yderligere tre måneder forventes ibrugtagning af den samlede bygning.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

4 kommentarer til “Hareskovhvile – Det skal pengene bruges på!”

  1. Furesø har ikke brug for flere jobklubber, men opsøgende jobkonsulenter, som kender arbejdsmarkedet og kan være jobskabende.

  2. Der var ingen grund til at anlægge en handicaprampe bag på huset da der allerede var en i gavlen mod stiager.
    Det er uvidenhed og spild af penge at fjerne trappen bagpå bygningen ( og måske også ulovligt med hensyn til bevarelse af huset)
    Hastværk er lastværk …..

  3. Birgitte Ehrhardt

    Var der ikke forslag om, at Hareskovhvile skulle bruges som et kulturelt samlingssted i Værløse – et sted for kunstnere og kunsthåndværkere og undervisning i musik, teater osv? Eller er det noget, jeg har misforstået? Er der noget særligt, der taler for, at jobcentret og skiftesporet skal flyttes til en bevaringsværdig (og måske ikke helt praktisk?) bygning som Hareskovhvile – i stedet for at flytte dem ind i en moderne bygning?

  4. Kirsten Lund Larsen

    Godt at altomfuresoe.dk følger op på den fremtidige brug af Hareskovhvile. Det bliver under alle omstændigheder godt at se huset få liv igen. Kunne I ikke også følge op på, hvad der sker med Skovhuset? Jeg var en af dem, der skrev mig på listen som potentiel frivillig, da der var udstilling med lokale kunstnere i september sidste år. Men jeg har intet hørt siden. Håber at der stadig er fremdrift i bestræbelserne på at få brugt det fine hus som udstillingssted.

Der er lukket for kommentarer.