Hemmelige steder på Flyvestation Værløse – Brandøvepladsen

To gange om ugen øvede brandfolkene på Flyvestation Værløse brandslukning med skum. Privatfoto.

Lige op og ned af det gamle hegn ud til Bringevej finder man den gamle brandøveplads. To gange om ugen øvede man brandslukning her. Det sluttede da en brand blev lidt for vild.
Af Mikkel Kjølby
Borgerne i Jonstrup og Måløv havde bogstavelig talt Flyvestation Værløse tæt på.
For efterhånden som byerne udviklede sig, kom de nærmere og nærmere hegnet ind til Flyvestation Værløse.
Lige omme på den anden side af hegnet lå den gamle brandøveplads. En slags bassin støbt i beton.
Torben Stevnsborg mindes brandøvelserne.
– Gamle skrottede fly blev sat ud og så blev der sat ild til dem ved hjælp af en tankvogn med brændstof. Vi brugte så hele dagen på at slukke branden med skum. Det gentog sig to gange om ugen, fortæller Torben Stevnsborg.
Brandslukningsøvelserne medførte gigantiske røgskyer, som bredte sig over Jonstrup og området ved Måløv Renseanlæg.
– Vi fik mange historier om, at skjorterne blev sorte, når de hang til tørre, siger Torben Stevnsborg.
Mogens Houman boede i Bringekrogen lige på anden side af hegnet og arbejdede som flyveleder på Flyvestation Værløse fra 1977 til 1983.
– I dag havde det været strengt forbudt at lave brandøvelser så tæt på et boligområde, konstateret han tørt.
Oppe fra Kontroltårnet kunne flyvelederne følge med i brandslukningsøvelserne uge efter uge. Kontroltårnet blev som det eneste advaret, når der skulle være brandøvelse. For det skulle være realistisk.
– Da jeg var flyveleder, blev branden antændt ved hjælp af olietank, som man havde købt hos en skrothandler. Den blev fyldt halvt op med flybrændstof, som kun er brandbart, når det antændes. Det skete ved at smide en fakkel ind, forklarer Mogens Houman.
Når branden var antændt, gik alarmen over på brandstationen, som lå på den anden side af landingsbanen. Den blev revet ned for at gøre plads til den store parkeringsplads ved Sandet. Så gik det med udrykning over til Sydlejren for at slukke branden.

En sommerdag gik det galt
Mogens Houman var hjemme i sit hus på Bringekrogen, da den sidste brandøvelse fandt sted.
-Det var en steghed sommerdag. Det lykkedes ikke at antænde brændstoffet på normal vis. Så øvelseslederen tømte en dunk benzin ned i olietanken. Da han smed faklen ned i olietanken, kom der en kæmpe eksplosion. Jeg kunne se flammerne og røgen fra mit hus, fortæller Mogens Houman.
Eksplosionsbranden var så voldsom, at der blev tilkaldt brandbiler fra alle verdenshjørner. Men i forvirringen endte brandbilerne fra Ballerup på den anden side af Værebro Å.
– Branden vakte stor opmærksomhed og så sluttede det med brandøvelser på den gamle brandøveplads, siger Mogens Houman.
Flyvestation Værløse lukkede som operativ base i 2004. Byudviklingen af Sydlejren kom først i gang mange år senere. Det skete ved at oprette fem byggezoner i de mindst forurenede områder.
Den gamle brandøveplads findes stadig. Den ligger for enden af bebyggelsen Staldhusene.

I baggrunden kan man se Stalden, som i dag er boligområdet Staldhusene. Privatfoto.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *