For nogle år siden flyttede Hjemmeplejen i Furesø Kommune ud af en række mindre lejemål og blev samlet på Ny Vestergårdsvej i Værløse – i de tidligere Widex-bygninger.
Skal flytte ud af bygningen på Ny Vestergårdsvej
I forbindelse med udviklingsplanen for Ny Vestergårdsvej er det planen, at Widex sælger bygningen til en større dansk virksomhed. Derfor lå det i kortene, at Hjemmeplejen flyttede nogle få meter over i det tidligere domicil for Widex, men det havde givet visse logistiske udfordringer, da det i forvejen huser ukrainske flygtninge på de nederste etager.
Men nu er kabalen gået op. For Furesø Jobcenter flytter ind på Furesø Rådhus, hvor der er ledig kapacitet. Lejemålet på Hvedemarken i Farum overtages i stedet af Hjemmeplejen.
Udvalgsformand Lars Carstensen (C) forklarer:
– I Ældre- og Sundhedsudvalget havde vi flere muligheder, blandt andet kunne vi ombygge en del af Ukrainehuset som er nabo til hjemmeplejens nuværende base. Den placering ville indebære store omkostninger til ombygning og indretning af lokalerne. I udvalget er vi opmærksomme på den bekymring der er om trafikken på Ny Vestergårdsvej, og det vil en flytning af hjemmeplejen i høj grad bidrage til at løse.
– Undervejs opstod der mulighed for at flytte til Jobcentrets nuværende bygning, da Jobcentret i løbet af foråret flytter ind på rådhuset. Fordelen ved den løsning er, at der kun skal lave små tilpasninger og at der er en tilhørende parkeringsplads, som kan bruges til hjemmeplejens biler. Alt i alt fandt udvalget at den bedste løsning er at flytte basen til Jobcenterets nuværende adresse, lyder det fra Lars Carstensen.
Næstformand Lene Bang (A) er også meget tilfreds med løsningen for de 240 medarbejdere i Hjemmeplejen.
– Det giver fagligt god mening, idet fleksibiliteten mellem de kommunale plejehjem, rehabiliteringen og hjemmeplejen skal styrkes. I Farum har vi med udbygningen af Lillevang til april, kommunens største plejehjem med 145 plejeboliger i alt. Og på Svanepunktet er der 24 plejeboliger, aflastningsboliger og Rehabiliteringspladser, siger Lene Bang som også ser fordele for boligkvarteret ved Ny Vestergårdsvej.
– Flytningen er en stor fordel for trafikafviklingen i området omkring Ny Vestergårdsvej, idet man undgår parkering og den store trafik fra Hjemmeplejen .
Lars Carstensen forventer, at den valgte løsning bliver til glæde og gavn for alle – ikke mindst personalet.
– Jeg er tilfreds med, at vi har fundet en løsning som jeg forventer at både ledelse og medarbejdere bliver glade for. I udvalget er vi opmærksomme på at minimere den arbejdstid vores medarbejdere bruger på transport internt i kommunen. Derfor arbejder vi på en løsning hvor vi har faciliteter til at mødes, journalisere og spise frokost i både nord og syd, så man kan mødes i nærheden af ens eget distrikt, uddyber Lars Carstensen.