Kaspers billejagt holder sclerosen stangen

Med sclerosen i kroppen er det ikke nemt for Kasper at komme ned til jorden med sine 209 cem. Den daglige aktivitet er med til at holde sygdommen stangen.

En meget høj, tynd og smilende mand på en ladcykel er blevet en del af bybilledet i Værløse. 209 centimeter lange Kasper Bertelsen bruger ladcyklen til at dyrke sin store interesse for biller og andre insekter. Det er med til, at kan holde Multiple Sclerose i ave så længe som muligt.
Af Mikkel Kjølby
Kasper Bertelsens historie rager bogstaveligt talt op over de fleste andre.
Som rodløs ung mand bragte hans fascination af krudt ham på kant med loven, men så blev han sendt til basketball og kom på ret køl igen. Hans 209 centimeter og fine bevægelser gjorde ham til en profil på VBBKs ligahold og endda landsholdsspiller ved de Nordiske Mesterskaber i 1998. ”Big Smooth” kaldte holdkammeraterne ham. Det står tatoveret på hans højre overarm. Han fik en gevaldig nedtur i 2008. Han havde brugt en arv på røg og ballade og stod uden arbejde, Gode venner gav ham husly, og hjalp ham nogenlunde på fode. Bag det hele lurede hele tiden en fornemmelse af, at et eller andet var galt. Det var den der stikkende fornemmelse i benene!
Svaret kom i 2016, da han fik diagnosen Multipel Sclerose. Han blev tilkendt en førtidspension.
– Det var på en mærkelig måde en lettelse af få den diagnose. Brikkerne faldt på plads. Jeg havde bare ikke den fjerneste anelse om, hvor led den sygdom er, siger Kasper Bertelsen, som kom i medicinsk behandling, men droppede det igen, fordi han blev mere syg af behandlingen.
I stedet bruger han medicinsk cannabis til at holde til det.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET.

Insekterne studeres hjemme i rækkehuset på Sækkedamsvej.

Billerne gav hans liv mening
Med en led og degenerativ sygdom i kroppen havde Kasper svært ved at få øje på livets lyse sider, men han var trods alt begyndt at gå ture rundt om Søndersø. En dag skete der noget besynderligt.
Det var på Soldaterstien mellem Jomfrubakken og Dalsø Park. Kasper kom til at kigge ned. Han fik øje på et besynderligt væsen.
– Jeg havde sådan et minikamera og begyndte at tage billeder af fugle og dyr. Lige pludselig fik jeg øje på en bille på stien. Jeg fik taget billeder af den, da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at det var en Stor Korsløber. For mig var det vildt, at et væsen kunne se sådan ud. Fra det øjeblik har jeg været vildt fascineret af biller, insekter og svampe, fortæller Kasper Bertelsen.
Fra den dag af så Kasper biller over det hele. Der gik ikke længe, før han fandt en helt ny art i Danmark.
– Jeg så en bille kravle ind i skyggen ved Langhuset. Jeg samlede den op og fotograferede den. Da jeg kom hjem, lagde jeg billedet ind på Naturbasen og gik så en tur. Da jeg kom hjem, var det gået amok i tråden. Det var en ny art i Danmark, en Platyderus Depressus. Det fik Jan Pedersen fra Naturhistorisk Museum til at melde sig ankomst. Han kom med hele udstyret og bekræftede fundet. Det gav mig en glæde og lykke, erindrer Kasper Bertelsen.
Så når Kasper kører rundt på sin ladcykel, som han heldigvis kan støtte sig op af, når han skal bukke sig ned for at kigge i mulden, så er det for at dyrke sin store interesse for biller, insekter og svampe.
– Jeg har fundet nye snyltehvepsearter for landet og meget andet. Jeg går mest op i, hvor mange nye arter jeg har fundet. Samlet set er det blevet til 2919 arter, fortæller Kasper Bertelsen.
Hold nu fast. Det er blevet til 755 biller, 579 svampe, 297 natsommerfugle, 276 fluer og 282 snyltehvepse.
Det seneste store fund er svampearten ”Cudoniella Viridula. Den fandt Kasper på en ekspedition til Nørreskoven i januar måned.
– Den er aldrig fundet i Danmark før, men jeg fandt den på en kogle lige på den anden side af gangbroen ved Skovgårds Allé. Det væltede ind med lykønskninger på Svampeforum. Det var en dejlig måde at blive 50 år på, fortæller Kasper Bertelsen.
Kaspers fritidsinteresse har en sidebonus. For den er med til at holde sclerosen i ave.
– Når man ser mig på min ladcykel, er det 9 ud 10 gange for at tage ud at lede efter insekter eller svampe, men 10 ud af 10 gange er det for at pleje sclerosen. Hvis jeg ikke bliver ved med at være aktiv, vil jeg blive bundet til en kørestol. Så jeg træder så hårdt som muligt i pedalerne, forklarer Kasper Bertelsen.
Han ved godt, at han vækker opsigt. For noget tid siden oplevede han noget sødt.
– Det var en lille pige, som havde set mig flere gange. Hun spurgte mig, hvor høj jeg var. Jeg svarede, at jeg var 209 centimeter, og gjorde så klar til at cykle videre, da hun pludselig sagde: Du er sød, fortæller Kasper Bertelsen med et smil.
For han tager en gerne en snak om sin store interesse og vilde liv, hvis folk er interesseret. Det er bare at sige hej.

Kasper står et sted mellem ladcyklen og kørestolen. Billejagten holder ham fra kørestolen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Kaspers billejagt holder sclerosen stangen”

  1. Uanset om man fejler noget eller ej er det vigtig at holde sig igang. Hvis ikke møder man hurtig døden. Bare klem på Kasper og god jagt.

  2. Anne E Munk

    Super dejlig artikel, vi har jo set Kasper her og der og rigtig mange gange på Kirke Værløsevej ved den gule mur og undret os “ hvad er det, han ser og undersøger”. Vi har ofte været på vej og er derfor ikke stoppet op for en snak!
    Tak og fortsat god jagt til Kasper!
    Hilsen Paul og Anne

  3. Tak for en fin artikel. Jeg har været så heldig at tale med dig et par gange ved Ryget skov, Kasper, og du er så utrolig venlig og en inspiration for andre. Tak!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *