Helt tilbage i 2001 etablerede Naturstyrelsen det første mountainbikespor i Nørreskoven, Hareskoven og Jonstrup Vang.
De 21 kilometer spor er flere gang repareret og omlagt med bedre materialer, men arbejdet med at vedligeholde sporet vil foregå kontinuerligt.
Hareskovens Mountainbike Sporgruppe har snart 10-års jubilæum og medlemmerne har knoklet med den store omlægning i de seneste fire-fem år.
Nu venter endnu en opgave. Gruppen har modtaget en donation på 10.000 kroner fra Dansk Mountainbike Klub – DMK.
Pengene er øremærket til en særlig opgave.
– Vi vil reparere broer i Nørreskoven og Store Hareskov. Det er især vigtigt med The Riddler i Nørreskoven, fortæller Kristoffer Jørgensen, formand for Hareskovens Mountainbike Sporgruppe.
– Vi skal have skiftet alle brædderne på broen, men det meste af det, der har kontakt med jorden, burde være i orden, forklarer Kristoffer Jørgensen.
Projektets største udgift er indkøb af lærketræ for 10 til 20.000 kroner.