Mynderup stopper med Laketours

John Mynderup i sit rette element. Med cyklen i baggrunden og en god historie.

Mange lokale borgere har haft fornøjelse af at cykle rundt om en sø i begavet selskab med John Mynderup.
Egentlig er John Mynderup journalist og har haft en karriere på Børsen og Ekstra Bladet. Det kulminerede med en Cavling-pris. 
Da han gik på pension, kastede han sig over interessen for lokalhistorien.
Det kom sig til udtryk som skribent for lokalhistorisk forening, men også på egen hjemmeside www.laketours.dk samt med guidede cykelture rundt i lokalområdet. Han blev kendt som den rundtossede cykelguide, fordi han altid kørte rundt om en sø.
Nu stopper John Mynderup sit virke.
– Ved udgangen af 2024 lukker jeg min hjemmeside www.laketours.dk, efter at den har fungeret i mere end 10 år. Jeg har haft stor glæde af at passe den og vise billeder og fortælle historier. Mange tusinder har siden begyndelsen i 2014 besøgt min hjemmeside, og det er jeg både glad for og stolt over, fortæller John Mynderup.
Dette års guidede cykelture bliver de sidste, men skulle man have lyst til en tur sammen med et selskab, så kan man stadig tage fat på Mynderup.
– De fire årlige ture med Laketours vil ikke længere blive tilbudt. Jeg vil dog fortsætte min Laketours-profil på Facebook, hvor man altid kan finde mig, hvis man er et mindre selskab, der ønsker en cykelguide til at vise rundt om søerne og fortælle historier fra stenalderen og frem til i dag. Jeg kører gerne rundt og stadig uden honorar eller vederlag, siger John Mynderup.


Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder