Et flertal i Furesø Byråd har godkendt etableringen af en vekslerstation ved Dalsø Park. Naboerne er ikke blevet hørt i sagen. Ifølge udvalgsformand Øjvind Vilsholm (Ø) svarer det til at enhver grundejer kan opføre et skur i sin baghave.
Af Mikkel Kjølby
Når det handler om fjernvarme og Vestforbrænding har Furesø Kommune det med at have usædvanlig travlt. Det skete ved vedtagelsen af en oplagsplads ved Skovlinjen, hvor detaljerne først blev offentliggjort få dage forinden som en tillægsdagsorden til Økonomiudvalgets dagsorden.
Nu er det sket igen. Vestforbrænding har ønsket en vekslerstation ved Dalsø Park. Det blev stemt igennem i Furesø Byråd onsdag den 24. juni – uden nabohøring.
Radikale Venstres Anders Medum Groth pointerede på byrådsmødet, at forvaltningen i forbindelse med vedtagelsen af oplagspladsen lovede, at der ikke ville komme bygninger på grunden. Vekslerstationen var således ikke en del af grundlaget for vedtagelsen af oplagspladsen. Tværtimod var det et krav, at Vestforbrænding afleverede grunden i samme stand, som man modtog den i.
– Vi har i Furesø en ofte højt besunget model for borgerinddragelse, Det har man ikke valgt at gøre her. Måske havde grundejerforeningen gode ideer til placering, sagde Anders Medum Groth (B)
Borgmester Nicolai Bechfeldt (V) oplyste, at en bygningen ikke kræver en byggetilladelse, da en bygning, som har karakter af et skur ikke kræver en miljøgodkendelse.
Udvalgsformand Øjvind Vilsholm (Ø) beskrev det således:
– Det svarer til at enhver grundejer laver et skur i baghaven. Det er derfor, der ikke er særlige krav til borgerhøring. Det giver ikke værdi at lave en borgerhøring, for vekslerstationen skal ligge der, hvor rørene er, forklarede Øjvind Vilsholm.
Lars Carstensen (K) oplyste, at partiet gerne så en anden placering, men forvaltningen er kun kommet med et forslag til placering.
Radikale Venstre stillede et ændringsforslag om, at der skulle laves nabohøring, men fik kun opbakning fra løsgængeren Morten Flindt.
Skuret bliver på 23,8 kvadratmeter med en højde på tre meter og skal tilpasse temperaturen til kunder i Dalsø Park og omegn. Den placeres lige ved indkørslen til Dalsø Park og der skal høj beplantning rundt om skuret. Furesø Kommune får 174.000 kroner for salget af området til Vestforbrænding.
Formanden for Grundejerforeningen Dalsø Park, Erik Maaløe, undrer sig over forløbet.
– Vi undrer os over, at vi ikke er blevet hørt før vedtagelsen, med bevidst fravalg af borgerinddragelse i både udvalg og byråd. Vi fandt ud af det ad omveje før vedtagelsen. Vi skrev til borgmesteren, men fik ikke noget svar, fortæller Erik Maaløe.
Han mener, at vekslerstationen ikke lever op til miljøgodkendelsen af oplagspladsen.
– Vi hæfter os ved, at vedtagelsen er i modstrid med miljøgodkendelsen af oplagspladsen, hvor det er et krav, at pladsen efter brug skal afleveres som ved modtagelsen. Den miljøgodkendelse fik vi i høring før udstedelsen, og lige præcis det krav, opfattede vi som et løfte fra kommunens side. Det føjer sig ind som en kedelig tendens, hvor borgerinddragelse undlades, medmindre der er direkte krav om det. Det er en meget indskrænket opfattelse af demokrati efter min mening, siger Erik Maaløe.







