Elisabeth Pedersen drev i 15 år pølsepavillonen på Læssevej. Hun var områdets madmor, hyggede om rødderne og vandt børnenes hjerter med kradsere til 1 krone stykket.
Af Mikkel Kjølby
De fleste børn i Værløse kendte pølsepavillonen på Læssevej. For hvis man samlede et par flasker og afleverede dem til pant, så kunne man nyde en helt særlig delikatesse på vej hjem fra skole.
Under disken i pølsepavillonen på Læssevej havde pølsemutter Elisabeth Pedersen en bøtte med ristede løg. Så når pølsebrødet var lunet og smurt med ketchup, blev det dyppet ned i de knasende, sprøde løg. Vupti! Så havde man en kradser.
– Jeg har serveret ufattelige mængder af sådan en kradser. De kostede altid en krone. Jeg satte aldrig prisen op. Det var jo til børnene, dem skulle vi ikke plukke, fortæller Elisabeth Pedersen med et grin.
Pølsepavillonen i Værløse er lidt af en institution. Svend Pølsemand startede pølsevognen ved BP-tanken ved siden af KP-møbler på Ballerupvej. I 1970 købte Jørgen Murer vognen og flyttede den op til det lille indkøbscenter på Læssevej.
Her var der lavet en busholdeplads og pladsen lå dejligt centralt. Jørn Murer solgte den til Jan Frøjdis året efter. Jan var mekaniker på ESSO-tanken på Kirke Værløsevej, så de hyrede hjælp i form af Elisabeth Pedersen. I 1976 overtog Elisabeth pølsepavillonen. Hun drev det populære madsted i 15 år.
– Værløse i 1970erne var et fantastisk sted. Der var pionerånd, men også åbent og grønt midt inde i byen, fortæller Elisabeth, som boede i Langhuset og nærmest kunne se pølsepavillonen fra sit køkkenvindue.
Læssevej var et mere centralt sted i Værløse end i dag. På hjørnet til Kirke Værløsevej lå Værløse Byggemarked, derefter kom Forstædernes Bank, en sport og jagtforretning og så supermarkedet ved den navnkundige købmand og vinmand Jørgen Christensen, længere oppe ved svinget lå flere andre butikker. Men mellem pølsepavillonen og jernbanen var der en parkeringsplads og et stort grønt område, som i folkemunde blev kaldt Grøften. Der var luft og plads.
– Jeg startede altid kl. 10 med at sætte pølser over til frokost. Jørgen fandt hurtigt ud af, at jeg havde en time tilovers, så jeg blev hentet ind til at hjælpe om formiddagen, fortæller Elisabeth.
Mange troede, at pølsepavillonen ikke var en god forretning, men sådan husker Elisabeth det bestemt ikke.
– I 1976 havde jeg en omsætning på 3.000 kr. om dagen. Det var mange penge dengang. Hver dag tog jeg pengene med hjem i en lille kasse, for jeg var bange for indbrud i pølsepavillonen, husker Elisabeth.
Pølsepavillonens største dag var den 25. september 1977, da den nye Værløse Station åbnede.
– Min mand Bent passede pølsepavillonen den dag, men da jeg kom derop, sagde folk til mig, at jeg godt kunne skynde mig, for han var totalt overbelastet. Vi havde jo troet, at gæsterne til åbningen af stationen ville spise i den nye grillbar, men de kom ned til os. Det var en virkelig stor dag, erindrer Elisabeth.
Hun arbejdede altid til 16-17-tiden, så blev hun afløst af nogle unge piger, som holdt pølsepavillonen åbent til kl. 23 de første år, siden til kl. 22.
– Vi havde jo en overdækket pavillon, så der var mange som hang ud. Hvis de knuste en flaske eller sådan noget, bad jeg dem om at rydde op, så fik den en skovl og en kost. Det var de flinke til. Men der kunne godt blive lidt ballade, men det var nu ikke noget særligt, forklarer Elisabeth, som oprettede en rød telefon, så de unge piger altid kunne ringe til hende om aftenen. Hun kunne jo være der på mindre end et minut.
Elisabeth forstod at servicere områdets behov. Der var mekanikerne og lærlingene på tankstationerne. Byggemarkedets ansatte. De unge på knallert som hang ud om aftenen, børnene som skulle have en kradser, og så lavede hun kyllinger til Pharma Plast og mange andre. Der var mødre, som kom forbi og spurgte, hvad knægten skyldte, og så betalte de for det.
Sortimentet bestod af: pølser, hamburgere, halve kyllinger med pommes frites, forårsruller, fiskefileter, parisertoast, mørbradbøfsandwich, og så noget så eksotisk som en mexikansk pølse, det var en pølse rullet i butterdej og varmet i frituregryden. Der var sodavand og kakaomælk, men aldrig øl, da hun ikke havde en bevilling.
Undervejs var der planer om, at pølsepavillonen skulle flyttes ned til vejen og slås sammen med Is-Andersens kiosk, men det blev aldrig til noget. I stedet lukkede Is-Andersen.
Et af problemerne var, at lejemålet kun blev fornyet for to år gangen, det betød, at Elisabeth ikke kunne investere i det.
Konkurrenter kom der også. Der var en stor pølsevogn på Værløse Bymidte, den lå på pladsen ved Slagter Lindhardt. Og så åbnede Bjarnes Pølser i Ballerup. Det kunne mærkes på Læssevej.
– Vi forsøgte flere gange at få lov til at rykke op på Værløse Bymidte, som i 1980erne var et meget driftigt sted, men vi fik aldrig lov. Det var nok pga. den anden pølsevogn, siger Elisabeth Pedersen.
I 1991 valgte hun at trække stikket. Hun solgte pølsepavillonen til en vaskeriejer, men allerede et år efter blev den solgt til Walde, som kort efter fik lov til at flytte den op til Værløse Bymidte. Pavillonen eksisterer fortsat. I dag hedder den Social Grill.
– Jeg blev ansat hos købmand Jørgen Christensen, hvor jeg blev førstedame. Det var et godt sted, fortæller Elisabeth Pedersen.
Senere i livet blev hun kirketjener. Det var en oplagt rolle.
– Den tidligere sognepræst Jan Ulrik Dyrkjøb nævnte i en tale, at det var godt at hele byen kendte mig som deres pølsemutter. For så var det ikke så skræmmende at komme i kirke, lyder det med et grin fra Elisabeth.
I dag bor Elisabeth med sin mand Michael i Lyngerup ved Frederikssund, men hun kommer ofte til Værløse for at besøge sin søster.








1 kommentar til “Pølsemutter vandt børnenes hjerter med kradsere”
Dejlige historier både om Vulkanen og pølsevognen.
Jeg havde faktisk den historie om Vulkanen, at det var overskudsjord da motorvejen blev anlagt. Men det andet give4 da også mening.
Der er lukket for kommentarer.