Puls 180 klar med godt tilbud til udvalgte skoleklasser

Per Kronholm Klintorp vil give udvalgte skoleklasser en gratis mulighed for at stifte bekendtskab med træningsformen i Puls 180.

I forlængelse af Sundhedsstyrelsens anbefaling af styrketræning for unge mellem 5 og 17 år vil Puls 180 i Farum tilbyde gratis styrketræning til udvalgte lokale skoleklasser.
I mere end ti år har Per Kronholm Klintorp drevet træningscentret Puls 180 i det gamle Team Danmark-træningscenter på Hørmarken i Farum Erhvervskvarter.
Konceptet kredser omkring crossfittræning med en såkaldt Workout of the Day. Det er styrketræning med masser af puls og motorik.
En ting ærgrer Per Kronholm Klintorp rigtig meget.
Det gik rigtig godt med at få de unge mennesker med på de såkaldte Young Cross-hold, men så ramte Covid19-nedlukningerne.
– Crossfit er rigtig godt for unge mennesker. De får trænet deres krop og motorik. Inden nedlukningerne havde vi tre ugentlige Young Cross-hold. I dag har vi et halvt hold. De unge er bare ikke kommet i gang igen efter nedlukningerne. Det vil jeg gøre noget ved, siger Per Kronholm Klintorp.


For da Sundhedsstyrelsen i sommers gav styrketræning det blå stempel i forhold til børn og unge, fik han en god idé, som han nu vil føre ud i livet.
– Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge mellem 5 og 17 år skal være aktive 60 minutter om dagen og lave styrketræning tre gange om ugen. Det er perfekt i forhold til crossfittræning. Jeg vil derfor tilbyde de lokale skoler, at de kan få nogle gratis timer med styrketræning i Puls 180, siger Per Kronholm Klintorp.
Den melding modtages med glæde af Mikkel Dansgaard på Hareskov Skole.
– Det kan jeg som ansvarlig for idrætsdelen på Hareskov Skole godt stå inde for, lyder det fra Mikkel Dansgaard.
Stig Jonsson, idrætslærer på Marie Kruses Skole har tidligere arbejdet sammen med Puls 180 og ser til at genoptage det.
– Marie Kruses Skole har tidligere samarbejdet med Puls 180 om styrke og motoriktræning til børn. Det er ubetinget en god ting, som vil give børnene noget resten af livet. Vi genoptager meget gerne samarbejdet, siger Stig Jonsson.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Puls 180 klar med godt tilbud til udvalgte skoleklasser”

  1. Ønsker du mere info om styrketræning til unge mennesker, så skriv endelig til mig på per@puls180.dk.

    Lad os alle give den unge generation en mulighed for ikke at ende med dårlig ryg og andre skavanker. Der venter dem et langt arbejdsliv, og manglende styrke og mobilitet gør der svært i det lange løb

Der er lukket for kommentarer.