Steen vil i byrådet – Fokus på de udsatte i samfundet

Steen Autzen vil kæmpe for de svageste i samfundet, hvis han kommer i byrådet.

Erhvervsfisker, socialrådgiver, souschef i Kriminalforsorgen, beskæftigelseskonsulent, og hvis det står til Steen Autzen, snart lokalpolitiker.
Af Mikkel Kjølby
Man skal brænde for noget for at gå ind i politik. Steen Autzen er meget bevidst om, hvad han brænder for. Han vil arbejde for de svageste i samfundet.
– Kommunen fattes penge. Det betyder, at foranstaltninger for udsatte mennesker bliver holdt på et lavt niveau. De sidder fast i systemet, men der er store gevinster at hente ved at løfte dem ud af systemet, siger Steen Autzen, som altid insisterer på at se muligheder i mennesker. Hans første vision handler om et værested for udsatte mennesker i Furesø. I dag er der kun et værested tre timer om ugen, og det kræver registrering af brugerne. 
– Vi har alle sammen potentiale. Jeg ser ikke begrænsninger, når jeg taler med mennesker, jeg ser muligheder. Alle har potentiale til at komme videre og skabe sig et godt liv, hvis man får den rette støtte, forklarer Steen Autzen.
Han er rystet over, at antallet af fattige børn i Furesø Kommune er steget til 240 børn eller fra 3,4 til 4,6 procent om man vil.
– Børnefattigdom kan have alvorlige konsekvenser for børns opvækst, helbred, uddannelse og fremtidige muligheder. Børn, der vokser op i fattigdom, har ofte dårligere adgang til sundhedspleje, ernæring og uddannelsesmuligheder, hvilket kan begrænse deres muligheder for at bryde ud af fattigdom senere hen i livet og øge risikoen for afhængighed af sociale ydelser som voksne, lyder det fra Steen Autzen.
Steen voksede op i et arbejdermiljø på Østerbro, hvor der var kontant afregning. Faderen og storebroderen var erhvervsfiskeren med kutter i Skudehavnen i Nordhavn. Så det blev Steen også.
Da han kom op i 30´erne ville han noget andet. Han tog en uddannelse til socialrådgiver og en kandidatgrad i socialt arbejde. Han kom til at arbejde som socialrådgiver i Stenløse Kommune, souschef i Kriminalforsorgen og beskæftigelseskonsulent, inden han gik på pension for tre år siden. Den dag i dag har han en tjans som rådgiver på Livslinjen, hvor han taler med selvmordstruede.
Steen er gift med Solveig, sammen har de to store børn, som stadig bor hjemme. Parret flyttede til Farum i 2011. Steen engagerede sig hurtigt og blev formand for Fritidsklubben Idrætten.
Steen var med til at genstarte SF i Furesø for tre og et halvt år siden. Et år efter fik partiet comeback i Furesø Byråd med et enkelt mandat. I sommeren 2024 blev partiet det største i Furesø Kommune ved EU-parlamentsvalget. Nu stiller Steen Autzen op som byrådskandidat ved kommunalvalget i 2025.
Han ved fra sine egen karriere indenfor socialrådgiverfaget, at en indsats for de svageste kan være for alle.
– Jeg har lært, at der ikke er langt fra toppen til bunden. Man kan blive skilt eller miste et barn. Sådan noget kan ske hurtigt. Alle kan blive ramt, siger Steen Autzen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder