Stenvadhallen fyldt med badmintonglæde

Tore Friis jagter fjerbolden.

Farum Badminton var lørdag vært for en seniorturnering. Det var i bredde-rækkerne B, C og D og rummede spillere i alderen 16 til 55 år.
– Der er fyldt godt op i turneringen i år. Der er 15 deltagere mere end sidste år, konstaterer seniorformand Daniel Roland.
Farum Badminton gør meget ud af breddearbejdet i klubben.

-Vi holder turneringen for at markedsføre klubben i seniorregi. Det skal være en turnering, som man kan huske, fordi der er fede præmier, et godt cafeteria og der er gjort noget ud af det, forklarer Daniel Roland. 

Klubbens seniorafdelinger er vokset pga. et bevidst arbejde med bredden og det sociale liv i seniorafdelingen. Desværre kunne førsteholdsspillerne ikke være med i turneringen.  

– Vi er lidt ramt af ikke at have mange af vores spillere med pga. ranglisten. Vi ville gerne have haft en A-række med, så havde vi haft noget til yderligere ti spillere i klubben, men det kunne vi ikke få, forklarer Daniel Roland, som selv stillede op i B-rækken.

Farum Badminton hentede en andenplads i C-række damesingle til Martina Skaarup. I D-rækken vandt Annika Freja Sørensen i damesingle og i mixeddouble sammen med Mads Paludan-Müller, som også blev nummer to i herresingle.

-Det var godt at se spillere fra vores motionistafdeling i D-rækken. De fik endda hapset nogle seje. Det er godt, at der også er en turnering for dem, siger Daniel Roland.

Farum Badmintons næste store turnering er Danish Junior Open den 10-12. maj. Der er for de bedste ungdomsspillere og tiltrækker spillere fra hele Europa.

Mads Paludan-Müller hentede en andenplads i D-række herresingle.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest