Super sæsonstart af Hareskov IF

Hareskov If buldrer frem med to sejre i sæsonens to første kampe.

To kampe, seks mål og seks point. Hareskov IF har fået en super start på sæsonen.
Af Mikkel Kjølby
Ingen kan være i tvivl om, at de kan spille god fodbold i Hareskov IF, men det har knebet med stabiliteten.
Starten på denne sæson giver håb om en topplacering i Serie 2. Det startede med en 3-0 sejr over AB.
I anden runde blev det så 3-1 ude over Albertslund.
– Vi har taget seks point i kampe mod potentielt gode modstandere. Det er en god start på sæsonen, siger træner Anders Helmer.
I lørdagens kamp var Hareskov IF klar fra start. Anders Løgstrup bragte holdet foran tidligt i kampen. Albertslund udlignede, da en HIF-forsvarsspiller gled i bolden, så der opstod en friløber.
Men så slog Valdemar Krarup til. Han satte fire forsvarsspillere af med et smart træk. Han fandt Karl-Emil Lyngstrand Baagø med en pasning på tværs af banen.. Karl-Emil smækkede bolden ind i den modsatte side af målet til 1-2.
Hareskov IF kunne tage den med ro fra anden halvlegs start, da Albertslund var tvunget frem på banen. Det bølgede frem og tilbage.
Et kvarter før tid faldt afgørelsen. Karl-Emil Lyngstrand Baagø sendte et frispark over muren og ind i mål i målmandens venstre side.
Det skabte frustrationer hos Albertslund-spillerne, som fik to gule kort i slutfasen. Hareskov IF kørte sejren uden de store vanskeligheder.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder