Furesø Kommune har mange naturperler. Sækken i Ryet Skov hører til i Superligaen, hvis man ellers tør vove sig derud.
Af Mikkel Kjølby
Sækken er en lavvandet fjordarm til Farum Sø. Den strækker sig langt ind i Ryet Skov. Den fremstår mystisk og lumsk med træerne, som hæver rødderne op over den næringsfattige mose. Her er der et rigt fugle og dyreliv og faunaen er helt unik.
Naturstyrelsen passer godt på Sækken. Ikke mindst fordi det handler om natur, som stort set har været urørt siden den seneste istid. Ikke desto mindre har der boet mennesker i området i flere tusinde år.
Amatørarkæologen Niels Bødker Thomsen fandt i 1970´erne en boplads fra den tidlige bondestenalder i det indhegnede område ved Baunesletten. Der er efter alt at dømme tale om de allerførste beboere i området, som er roet hertil af det sammenhængende vandssystem, vi i dag kender som Mølleåen. Længere ude mod Farum Sø er der fundet en gravplads fra samme tid.
I nyere tid har der ikke været mennesker bosat i Sækken, dog med undtagelse af eneboeren Peter, som i årevis boede på halvøen Slottet. Her kunne han for det meste være i fred, men af uvisse årsager flyttede han senere til Præsteskoven, indtil han gik bort i starten af årtusindet.
På skrænten ind mod skoven finder man et sandt paradis for et af landets største rovdyr, grævlingen. Her bor de i store kolonier af 8-10 stykker. Når de bliver for mange. flytter de videre. Hvis man kigger godt efter, kan man sagtens finde spor efter grævlingen. De har ganske enkelt bygget og gravet, så hele skrænten er præget af deres aktiviteter.
Fuglelivet i Sækken er særdeles rigt. De sidste 25 år har et par rørhøge haft bolig i Sækken. Med et vingefang på 110-125 centimeter er de til at få øje på. Sækken er også vært for sumpmejse, musvåge skægmejse, sortspætte og mange andre arter. Og så hænder det, at havørnen jager i området.
Ud mod Farum Sø er der opført et fugletårn. Det var skovløberen Erik, som med egne hænder hamrede det sammen. Herfra kan man iagttage fuglelivet i Farum Sø og på den lille ø Svaneholm. Her kan man se arter som rørspurv, rørsanger, svaner, lappedykker, blishøner, gæs, ænder og havørn. Det er et beskyttet område, og der kæmpes for at give fuglelivet gode betingelser. Minken har for længst holdt sit indtog og mæsker sig i fugleæg, men lokale ildsjæle har taget kampen op og udsætter fælder for at komme minken til livs.
Her ude i spidsen af Sækken var der i 1930erne en plan om, at lave en træbro. Det var Stauning-regeringens plan om at give offentligheden adgang til søerne. Efter nærmere overvejelser blev planen ændret, og stien blev i stedet lagt på den anden side af Farum Sø. Det er den sti, som går igennem Farumgård.
Danmarks svar på en mangrovesump
Sækken kan deles ind i tre områder. Længst inde er der et lysåbent område, som Naturstyrelsen plejer for at forhindre tilgroning. Længst mod Farum Sø er der sivrør og søliv. Det mest interessante, sjældne og uigennemtrængelige er den mest midterste del. Det er Danmarks svar på en tropisk mangrove. En gyngende hængesæk.
Her er mosen ekstremt iltfattig. Det får træerne til at hæve rødderne op over vandfladen og ligesom svæve. Det kaldes for Elletrunter.
Sækken rummer mange mysterier. Hvis man er vokset op i området, ved man, at der på visse årstider kan findes en sti med interimistiske broer, så man kan gå lige henover Sækken. Men kun når vandstanden er lav, og det sørger man for ved at lukke for nogle dræn i visse perioder.
Igennem Sækken løber også en å, som munder ud ved Svaneholm. En iskold vinter kan man gå på åen hele vejen igennem Sækken.
På Værløsesiden af Sækken findes et gigantisk afløb. Det er vand fra haverne fra de nærliggende villaer. Til tider står vandet ud i kaskader. Til andre tider er der helt stille. Det store afløb er en mystisk og sært tiltrækkende størrelse.
