Lene Karmisholt, Dansk Folkeparti, vil ind i maskinrummet for at lave de forandringer, som hun selv savnede, da hendes liv tog en drejning.
Af Mikkel Kjølby
Lene Karmisholt har fokus på samfundets udsatte. Erfaringer fra hendes eget liv motiverer hende til at komme ind i maskinrummet og skabe de ændringer, som hun personligt savnede, når livet slog en kolbøtte.
Lene blev selv ramt af en depression, da hendes mor Lillian døde. Lykkepillerne hjalp ikke. Det gjorde menneskelig omsorg.
Lenes datter på 25 år er ordblind og havde svært ved at knække koden til at læse og skrive i folkeskolen. Det satte sit præg på hende.
– Jeg kæmpede fra tredje klasse, for at få hende testet for ordblindhed. Det skete først i den sidste halvdel af niende klasse, fortæller Lene Karmisholt.
Datteren fik kun lov til at gå op til fire eksamener.
– Der var ingen hjælp at hente, da der jo kun var kort tid tilbage af hendes folkeskoletid, sukker Lene Karmisholt.
Konsekvensen har været barsk for såvel datter som mor.
– Dette og andre personlige begivenheder har været med til at gøre mig psykisk sårbar. Alle forældre vil kæmpe for sine børn, selvom det koster alt ved ens egen person. Min datter fik også diagnosen paranoid skizofren som 20-årig, fortæller Lene Karmisholt.
Hun vil bruge en plads i byrådet til at gøre en forskel for de udsatte mennesker, de sårbare og de svage.
– Min virkelige kamp er at få fingrene i maskinrummet og lave de forandringer, som jeg ville ønske, der var, da mit liv tog en voldsom drejning, med depression, angst og stress, forklarer Lene Karmisholt.
