Williams Hotel – Jeg skal lige over til William

"Jeg skal lige over til William," blev en normal vending i Farum og så skiftede hotellet navn til Williams Hotel. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Farums Turist- og Jernbanehotel fik en barsk start, men de først alkoholbevillingen kom, udviklede hotellet sig til et fast holdepunkt for borgerne i Farum. Ikke mindst den store sal dannede rammen om biograffilm, gymnastik, dans, forsamlinger og selskaber.
Af Mikkel Kjølby
I dag knejser Williamsbygningen stolt ved rundkørslen på Williams Plads. Det er her studenterne fra Kruses Gymnasium danser efter translokationen.
Rundkørslen er et knudepunkt i Farum, det var Williams Hotel også i mange årtier, men starten på hotellet var barsk.
I 1906 blev Slangerupbanen fra Lygten Station til Slangerup indviet. Farum fik en stationsby, men det gamle Farum lå nede i den anden del af Farum Hovedgade ved Farum Landsby. Sognerådet og det gamle bondesamfund havde deres samlingspunkt ved Hotel Farum, eller Farum Kro og man vil.
Så da dyrlæge og tandlæge P. C. Petersen fra Sønderjylland opførte Farum Turist- og Jernbanehotel lige ved Farum Station, stødte han modstand fra en uventet kant.
Det lokale sogneråd så ingen grund til at skabe unødig konkurrence for Hotel Farum. Det blev nærmest til en slags opgør mellem det gamle Farum og den nye stationsby.
Afstemning efter afstemning faldt ud til Hotel Farums fordel. Farum Turist- og Jernbanehotel måtte nøjes med de sædvanlige søndagsturister fra København, som kom med toget, men hvis de ville have stærk drikke, måtte de vandre ned til Hotel Farum.
Tre skiftende forpagtere sendte stribevis af ansøgninger, men pengemanden, etatsråd Alfred Sørensen måtte holde liv i hotellet.

Familien Jensen gjorde Williams Hotel til byens kulturelle midtpunkt. Foto: Furesø Museer & Arkiver.

Lige så stille skiftede magtbalancen. Stationsbyen voksede og voksede. I 1916 skete det så. Et snævert flertal stemte for at give Jernbanehotellet en restaurationsbevilling.
Alfred Sørensen så sit snit til at komme ud af det. Han solgte hotellet til restauratør A. C. Jensen i 1917.
Anders Christian Jensen var en driftig herre. Han forstod, at hotellet ikke kunne leve af turisterne fra København. Han ville have fat i de lokale borgere.
Til det formål opførte han i 1920 en stor tilbygning bag hotellet. Salen blev hjemsted for Farum Bio, som viste stumfilm med musikalsk akkompagnement af klavermusik. Salen kunne bruges til mange formål. Her blev der danset, dyrket gymnastik og fejret festlige familiehøjtider. Foreningen Daisy arrangerede teaterforestilling med lokale skuespillere.
I kælderen var der endda en keglebane, hvilket var en meget populær foreteelse på den tid. Keglebanen stod der stadig, da Diskotek Mainstreet flyttede ind i lokalerne i 1980erne.
Det hjalp også, at den politiske magt skiftede. Stationsborgerne fik flertallet i sognerådet i 1921, og så blev sognerådsmøderne flyttet fra Hotel Farum til Jernbanehotellet.

 

William blev en populær herre
I 1937 overtog sønnen William Jensen driften af hotellet. Han var uddannet kok og en særdeles dygtig en af slagsen. Han vandt flere guldmedaljer, men han forstod også at snakke med de lokale.
– Jeg skal lige over til William. 
Blev en så gængs vending i Farum, at han ændrede hotellets navn til Williams Hotel.
Williams Hotel var i årtier Farums kulturelle centrum. Under besættelsen blev der holdt politiske møder på hotellet, men der var også fastelavnsfester, karneval, fugleskydning, og juletræsfester.
Det var også her, at man for første gang så fjernsyn i Farum. Det var i forbindelse med den store indsamling til Ungarn i 1957, men der blev også inviteret til arrangementer, hvor man kunne se Kvit eller dobbelt.
William Jensen gik på pension i 1957, og sønnen Ib Jensen overtog hotellet, som tredje generation af Familien Jensen. William Jensen døde i 1975. Han er begravet på Farum Kirkegård.
Ib Jensen var godt klædt til opgaven, som uddannet kok og konditor, og med fruen Lis ved sin side.
Farums befolkningstal voksede voldsomt på den tid, men sammensætningen af borgerne ændrede sig også. Ib Jensen fulgte med tiden og lavede nytårssoupe, Mortens Aften og juleanretning i december.
Den stigende velstand betød, at strømmen af turister fra København ebbede ud. De tog i stedet til Mallorca eller Grækenland.
Hoteldriften blev kraftigt påvirket, og i 1777 blev Ib Jensen nødt til at lukke hotellet.
I 1984 var det helt slut for Familien Jensen i Williamsbygningen, som blev solgt. I stedet flyttede virksomheder og kontorer ind, men i underetagen var der i mange år en bar og en restaurant.
I dag sørger Farumhus Konditori for at holde traditionen lidt i live, så man stadig kan mødes og hygge med venner og familier i Williams-bygningen.

 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *