Yasins store aften – tog revanche

Yasin Khdeir (th.) tog revanche for to smalle nederlag. Foto: Helle Kronborg.

Der var personlige triumfer for de fleste af KVIK Ballerups boksere, mens en enkelt var på en meget svær opgave.
Kvik Ballerup stillede med fire boksere ved Furesø Fight Night lørdag aften i Farum Arena. Et par af dem oplevede store triumfer.
16-årige Yasin Khdeir havde udset sig denne aften til en personlige revanche. Kvik Ballerups store talent havde to gange tabt snævre afgørelser til Ward Aldoudi fra Karlebo Bokseklub.
Ward havde takket ja til en revanche, og de to gode venner gav hinanden et brag af en kamp, hvor der igen var tvivl om afgørelsen. Denne gang gik sejren til Yasin med dommerstemmerne 4-1.
Det udløste en mindre folkefest bag det røde hjørne i bokseringen. For her havde 30 unge mænd heppet Yasin frem til sejren og brød ud i gigantisk jubel.
Nogenlunde samme oplevelse fik Anes Pajaziti. Han holdt en mindre pause fra boksningen, da han startede i elektrikerlære, men insisterede på at komme tilbage for at være med ved dette stævne. Der lå fire-fem måneders hård træning bag denne kamp. Anes fik sin belønning og vandt en stensikker sejr.
15-årige Abdullah Mahli viste også fine takter og tog en sikker sejr.
Allerhårdest matchet var Younes Bufarza, som mødte den danske mester Eram Boldak fra Vitus Horsens. Younes gjorde alt, hvad han skulle og var flot med kampen, men kunne trods alt ikke vinde over den dygtige modstander.
Træner Mark Ritzau Groth er supertilfreds med alle boksernes præstationer.
– Det giver en masse erfaring at bokse på den store scene på den måde. De var alle sammen hårdt matchet. De måtte kæmpe for det. Det er det, vi gerne vil have, siger Mark Ritzau Groth.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder