Det Svanenskjoldske gravsted er kirkegårdens stolthed

Farum Kirkegård passer godt på det kulturhistoriske gravsted for Familien de Svanenskiold.

Farum Kirkegård rummer begravelsespladser for mange store personligheder. På en hædersplads står familiegravstedet for Familien-Svanenskjold.
Af Mikkel Kjølby
Lige siden 1300-tallet har Farumgård været et knudepunkt for udviklingen af Farum. Den har været i kirkens og kronens besiddelse, men fra 1666 har den været i privat eje.
Peter de Svanenskiold ejede gården i 23 år, og hans familie satte et stort aftryk på Farum.
Ved Peter de Svaneskiolds død i 1829 blev der oprettet et familiegravsted på Farum Kirkegård. Det har været der lige siden og rummer i dag ni gravpladser. Den seneste begravelse fandt sted i 1977.
Ikke desto mindre er det en gravplads, som personalet hæger om.
– Det er en familie, som har betydet meget for lokalområdet og kirken. De har et stort gravsted, som har gjort sig fortjent til at være bevaringsværdigt, fortæller Brian Worm Jensen, kirkegårdsleder for Farum Kirkegårde.
Gravstedet var dog også udsat for tidens tand. Med årene var det blevet et mørkt og dystert sted, fordi det var omkranset af høje thujaer. Den 21. 21. november 2015 kom en vinterstorm, som smadrede flere af thujaerne. Brian Worm Jensen så sit snit til at gøre noget ved gravstedet.
– Vi fældede resten af thujaerne og startede forfra. Men det stod klart, at der manglede noget, som kunne give gravstedet karakter, fortæller Brian Worm Jensen.
Han gav sig i kast med at undersøge Familien de Svanenskiolds våbenskjold og andre oplysninger, men der var ikke rigtig noget. Så fik han øje på et ældre fotografi af Farumgård, hvor der var æbletræer i barokhaven.
– Jeg ringede til Kresten Bergsøe (ejer af Farumgård red.) og han fortalte mig, at der stod et ældre æbletræ i udkanten af parken. Jeg fik lavet et par podegrene, og fik det podet. I dag ligger familien ved et æbletræ af den slags, som de formentlig har spist af, da de boede på Farumgård, fortæller Brian Worm Jensen.

Peter de Svanenskjolds gravsten står centralt i familiegravstedet.

Historien om Peter de Svanenskiold og hans familie
Peter de Svanenskiold er ud af den adelige familie de Svanenskiold. Han gjorde sig første gang bemærket, da han købte godset Svanholm af sin mor Johanne Neergaard for 200.000 rigsdaler i 1801. Familien tog slægtsnavnet, da Peters far Niels Jørgensen i 1780 blev adlet.
Peter de Svanenskiold gjorde han op med det gammeldags trevangsbrug og indførte det moderne kobbelbrug.
I 1805 solgte Peter de Svanenskiold godset til grev Preben Bille-Brahe. I stedet købte han Farumgård, som 70 år forinden var blevet genopført af krigshelten Jens Rostgaard i moderne stil.
Sammen med hustruen Regine Dorothea Cathrine Qvistgaard havde Peter seks børn, og med 23 år som det selvskrevne centrum for områdets sociale liv for det bedre borgerskab fik Peter de Svanenskiolds familie kæmpe betydning.
I mylderet af mennesker på Farumgård var komponisten Poul Edvard Rasmussen, som skrev melodien til “Danmark, dejligst vang og vænge”.
P.E. Rasmussen var privatlærer for familiens yngste Niels Eduard Emil de Svanenskjold, men ifølge hans dagbog opstod der sværmerier med Martha Regine Jonaline de Svanenskjold, men også Marie de Svanenskiold sværmede for den noget ældre privatlærer.
De to ældste børn, Marie og Ane Cathrine blev aldrig gift. Peter solgte dem huset Farum Hovedgade 65 i 1825. Det var rettidig omhu. Fire år senere gik Peter bort, og Farumgård blev solgt til Frederik Frederiksen.
40 år senere i 1865 besluttede de to søstre sig til at oprette Den Svanenskioldske stiftelse, som gav asyl og fribolig for dertil trængende medlemmer af den Svanenskjoldske Slægt.
I 1865 flyttede Louise de Svanenskjold ind med sine to døtre, Regina og Ulla, da hun blev enke efter Kongelig Skovrider og junker Eduard de Svanenskjold. Ulla blev siden gift med den lokale lærer. Regina blev aldrig gift og boede i huset frem til sin død i 1920.
Et par af husets andre beboere, Johanne de Svanenskjold og Regina Bonnevie, var i 1891 med til at stifte Farum Sogns Menighedspleje- og Velgørenhedsforening.
Den dag i dag er der efterkommere af Familien de Svanenskiold i området.

Kilder: Wikipedia & Farum Lokalhistoriske Forening. 

Efter stormen den 21. december 2015 så gravstedet sådan her ud. Privatfoto.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder