Rikke Blak-Kristiansen sidder midt i skolernes udfordringer på to fronter. Hun er byrådsmedlem for Konservative, og sideløbende er hun skolelærer på en lokal folkeskole. Hun ser store udfordringer med inklusion.
Af Mikkel Kjølby
Efter en lang karriere som skolelærer blev Rikke Blak-Kristiansen i 2021 valgt ind i Furesø Byråd for Konservative. De sidste fire år har hun mødt folkeskolens udfordringer fra to fronter, som skolelærer og som medlem af Udvalget for børn- og skole.
I foråret 2025 fik kommunen lavet en analyse om inklusion i dagtilbud og folkeskoler. Den gav et tiltrængt ærligt billede.
– Der er meget at være stolt af. Vi har et stærkt børnesyn og mange engagerede medarbejdere, som hver dag gør deres bedste for, at børn trives og lærer. Men analysen viser også, at der mangler sammenhæng mellem det, vi gerne vil, og det, der faktisk sker i praksis. Inklusionsopgaven er tung, og mange oplever, at de står lidt alene med den, siger Rikke Blak-Kristiansen og fortsætter:
– Som konservativ vil jeg gerne tage fat dér, hvor virkeligheden er. For det her handler ikke om flere fine planer, men om at få det til at virke i hverdagen. Inklusion skal ikke bare besluttes, den skal lykkes.
Furesø Byråd har reageret ved at afsætte 100 mio. kr. ekstra til børn- og skoleområdet over de næste fire år. Blandt andet til tolærerordning.
Brandslukning er ikke den rette løsning
Rikke Blak-Kristiansen peger på noget af det, som hun selv oplever i hverdagen.
– Noget af det, analysen peger på, er, at mange indsatser stadig handler om enkelte børn frem for om hele klassen. Det gør det svært at skabe varige løsninger. Jeg tror på, at vejen til ægte inklusion går gennem stærke fællesskaber. Når der er ro, struktur og tydelig klasseledelse, er der plads til forskellighed. Når lærerne har tid til at samarbejde med pædagoger og forældre, kan de skabe trivsel for både de børn, der har det svært, og de børn, der har brug for at blive udfordret lidt mere, fortæller Rikke Blak-Kristiansen, som savner en åben dialog om de svære situationer, når et barn igen og igen ødelægger undervisningen, kaster med ting eller får voldsomme raserianfald.
– Det er forståeligt, at forældre til et udadreagerende barn ønsker, at barnet bliver i den lokale skole, men det kræver, at hjælpen kommer hurtigt og er tilstrækkelig. Hvis der går måneder, før støtten er på plads, eller hvis læreren står alene i situationen, så betaler alle børn prisen. Både det barn, der mistrives, og resten af klassen. Inklusion af ét barn må aldrig ske på bekostning af 24 andre. Derfor skal der være støtte nok til både barnet, læreren og klassen. Det er også en form for omsorg at erkende, når et barn har brug for et andet tilbud for en periode, lyder det fra Rikke Blak-Kristiansen.
Kun sjældent kommer børnene retur fra specialområdet
Til gengæld undrer det Rikke Blak-Kristiansen, at Furesø sender flere børn i specialtilbud end vores nabokommuner, og kun sjældent arbejder med at re-inkludere børn i almenklasserne igen.
– Det er ærgerligt, for nogle børn kan faktisk komme tilbage, hvis de får den rette støtte og et godt forløb. Jeg mener, at alle skoler skal have mulighed for og erfaring med re-inklusion. Ikke for enhver pris, men når det er det rigtige for barnet. Vi kan lære af de skoler, der allerede gør det godt, for eksempel Stavnsholtskolen og Hareskovskolen, og sprede de gode erfaringer til resten af kommunen. Når et barn kan vende tilbage til sin lokale klasse, er det ikke bare en gevinst for barnet, men også for fællesskabet, lyder det fra Rikke Blak-Kristiansen.
Hvorfor det ikke sker, skyldes økonomi.
– I dag fungerer tildelingsmodellen sådan, at skolerne ikke får gavn af at lykkes med inklusion, men kan miste penge, hvis de prøver at re-inkludere et barn. Det er hverken logisk eller fair. Vi konservative ønsker en mere fleksibel model, hvor midlerne følger opgaven, og hvor der er frihed til at handle hurtigt, når der opstår et behov. Det handler ikke om at spare, men om at bruge pengene klogere og tættere på børnene, siger Rikke Blak-Kristiansen, som glæder sig over, at der kommer flere midler til skolerne.
– Inklusion er en smuk tanke, men den kræver mod. Mod til at se virkeligheden i øjnene og tage de svære beslutninger. Jeg tror på, at vi kan skabe en folkeskole, hvor flere børn trives i fællesskabet, og hvor lærerne har rammerne til at lykkes. Det kræver, at vi tør ændre styringen, samarbejdet og prioriteringerne, men gevinsten er stor. For når fællesskabet fungerer, får alle børn en bedre skolegang, slutter Rikke Blak-Kristiansen.
