Af Mikkel Kjølby, stifter og ansvarshavende redaktør for Alt om Furesø.
Om lige godt et år går vælgerne i Furesø Kommune til valgurnerne for at vælge et nyt byråd. Det er derfor oplagt at gøre status for denne valgperiode.
Det er egentlig meget let. For der er ikke rigtig sket noget!!
Politik handler om at sætte en retning for samfundet. Det kan ske igennem store visioner eller små justeringer i dagligdagen.
De fleste områder har mærket de små justeringer. Ikke mindst igennem nedskæringer, effektiviseringer, besparelser eller omprioriteringer.
Det hele skal gøres bedre for færre midler. Den manøvre låser byrådet fast i en skrue, hvor de store politiske sejre handler om at undgå de mest ubehagelige konsekvenser og sætte gang i en intern udvikling af måden, som man arbejder på indenfor velfærdsområdet (læs: effektivere).
Det engelske begreb Austerity er meget rammende for, hvad der foregår i Furesø. Det engelske sprog har flere nuancer end det danske. Der findes ikke en god oversættelse af Austerity. Begrebet beskriver den tilstand, som opstår, når økonomiske stramninger låser samfundet fast i en nedadgående spiral.
Alle vogter på hinanden og passer godt på deres eget områdes midler.
Tilstanden synes opstået i Furesø Kommune de seneste år. Årsagen synes at være de årlige effektiviseringer for 25 mio. kr., som skal trimme Furesøs økonomi til at klare sig uden særtilskuddet til afvikling af Furesø-gælden.
Furesø skal fortsat betale næsten 2 mia. kr. af på gælden, men har brugt stort set hele tilskuddet. Frem til 2040 skal Furesø betale 124 mio. kr. i renter og afdrag årligt, men hvor man i starten fik det stort set finansieret af særtilskud, så får man de næste år blot 35 mio. kr. årligt og fra 2031 vil man ikke længere modtage en krone. Ifølge Furesø Kommunes økonomichef er kommunen trimmet til at modstå udfordringen!!
Men det vil altså nødvendiggøre effektiviseringer for 25 mio. kr. årligt frem til 2040.
Austerity kan forklare den træge udvikling indenfor den kommunale drift på velfærdsområderne, men det kan ikke forklare, hvorfor der ikke er fremdrift i de politiske visioner.
Overdækningen af Hillerød-motorvejen igennem Farum. Støjdæmpning af Fiskebækbroen. Udvidelse af Farum Bytorv. Foss Science Park på Perspektivarealerne. Friplejehjem på Ny Vestergårdsvej.
Der er ingen fremdrift i noget af det!
Det eneste sted, der er sket noget som helst, er forundersøgelser af tog fra Farum til Hillerød, men der mangler lige et par eller tre milliarder til selve skinnerne. Og så er der sat gang i en mindre udvidelse af Jonstrup Skole, der er kommet solceller op på et par kommunale bygninger, en udvidelse af Lillevang (vedtaget i sidste byrådsperiode) og Furesøbad er ved at blive renoveret. Det er det!!
Og hvad så med praktiske ting som flytning af Driftsgården, udvikling af genbrugspladsen i Værløse, udvikling af Bybækgrunden, Innovationshuset på Ny Vestergårdsvej, den nye daginstitution i Værløse.
Der er ikke nogen som helst fremdrift i det.
Svært ved at tage beslutninger
Visionsprojektet Stor Natur med et samlet område til store græssere er det bedste eksempel. En vision født af DN Furesø, som fik støtte fra rådhuset. Der blev afsat midler til udvikling af projektet, men så kom der noget folkelig modstand imod en indhegning af Baunesletten, og så blev det sparket til hjørne. Mon ikke det ender med et kompromis, som ikke generer nogen, men heller ikke flytter noget som helst.
Tag så lukningen af Skovhuset. Det blev så egentligt til en genåbning af et nyt Skovhuset, som vel nok koster det samme. Måske kommer pengene bare fra en anden kommunal kasse. Hvorfor egentlig det?
Logikken synes at være, at man ikke skal genere borgerne/vælgerne for meget. Planerne skal altså have overvældende folkelig opbakning, ellers vil man ikke risikere noget.
Det samme gør sig gældende i Furesø Byråd. Borgmester Ole Bondo Christensen (A) har altid dyrket begrebet ”Et enigt byråd”
I denne valgperiode er alle 21 byrådsmedlemmer med i konstitueringen. Man skal altså stort set være enige om alt. Så hvem skal komme med den politiske vilje og kraft til at gennemføre noget som helst. For tænk hvis man bliver sat udenfor døren?
Til alt held er valgkampen lige på trapperne. Så må man formode, at såvel borgmesteren som ”oppositionen” kommer med politiske visioner.
1 kommentar til “Leder– Hvorfor er alt gået i stå?”
Så længe alt er gået i stå kommer der ingen ubehagelige overraskelser til borgerne, og det må siges at være en fordel her op til jul.
Der er lukket for kommentarer.