Mikkel Nørby – Alle veje førte til Hareskov-Værløse

Hvis man vil forstå, hvorfor det bestemt giver mening, at den tidligere ungdomslandstræner og sportschef i KB bruger al sin energi og viden på at gøre Hareskov-Værløse Tennisklub endnu bedre, så kræver det et dyk ned i Mikkel Nørbys livshistorie.
Frans Nørby er den dag i dag særdeles aktiv tennisspiller. Han rejser Europa rundt og spiller ITF-turneringer for spillere over 75-år. Han er også far til Mikkel Nørby samt den tidligere Davis Cup-spiller Rasmus Nørby og en storesøster, som også spiller tennis.
Frans var formand for Hjørring Tennisklub, da Mikkel var knægt. En mellemstor provinsklub med gode faciliteter, men uden trænerkapaciteter. Tilbage i 1980´erne foregik det på en anden måde.
– Jeg gik til alt med en bold, men jeg var mest nede i tennisklubben. Vi spillede altid. Som regel organiserede vi det selv. Hvis der ikke var plads på de store baner, så spillede vi på minibanerne med hjemmelavede bolde, og vi vores egne regler. Da vi blev ældre fik vi lov til at være med på seniortræningen. Der var ingen træner, men blot en frivillig til at organisere kampene, fortæller Mikkel Nørby med en lykkelig mine.
I U16 begyndte Mikkel at spille turneringstennis. Han havde ikke den store teknik, men i modsætning til dem fra Sjælland, så kunne han spille kampe. Det bragte ham op som nummer tre på den danske juniorrangliste, men så ramte han muren.
– Jeg manglede noget i forhold til de bedste. Jeg spillede engang imod en rumæner. Han var en slagmaskine, som ikke lavede en fejl. Han varmede op, lavede strækøvelser og gjorde alt muligt. Jeg spillede kortspil og hyggede med vennerne lige op til kampstart. Jeg fik ikke et ben til jorden, siger Mikkel Nørby.
Han droppede tennissporten i nogle år, men bedst som han gik og kedede sig, fik han et opkaldt fra lillebror Rasmus Nørby.
– Jeg var lige blevet optaget på Idrætsstudiet på universitet, men havde også taget træneruddannelsen. Rasmus spillede i Farum Tennisklub, hvor de manglede en ungdomscheftræner på fuld tid. Det fik jeg tilbudt, forklarer Mikkel Nørby.
Farum Tennisklub var på det tidspunkt i rivende udvikling med 250 ungdomsspillere. Det var i de gyldne år med Peter Brixtoftes store sportssatsning. Blandt spillerne var en vis Caroline Wozniacki, som året forinden var skiftet fra HVT til Farum.
– Jeg begyndte at træne en del med Caroline, først som klubtræner senere i privatregi. Efter tre år ville Lyngby Tennisklub have Caroline til klubben. Jeg blev spurgt om, jeg ville med som deltidsklubtræner og deltidstræner for Caroline. Det blev sådan, og vi rejste en del rundt til juniorudgaverne af US Open og Australian Open. I januar 2005 var Caroline blevet en del af verdenseliten for juniorer. Hendes far, Piotr, ville gå en anden vej, fortæller Mikkel Nørby.
Dansk Tennis Forbund havde etableret et elitecenter i sportsbyen Farum. Det var en stor satsning med mange gode trænernavne. Sportschef Johan Sjögren hentede Mikkel Nørby ind som juniorlandstræner i 2005. Her blev han genforenet med Caroline Wozniacki, men arbejdede også med en række topspillere som Martin Pedersen.
I 2011 smuldrede strukturen i elitecenteret. Johan Sjögren og Henrik Holm tog hjem til Sverige. Mikkel blev kontaktet af KB; hvor der skulle ansættes ny sportschef, som afløser for den tidligere doublestjerne Michael Mortensen. Mikkel Nørby sad i stillingen i ni år og opnåede fine resultater med klubholdene, men ro på kom der aldrig.
– Det var hele tiden en ubalanceret stilling. Der var mange konflikter i forhold til, hvad man ville, og hvad man gjorde. Fx omkring udviklingen af talenter i forhold til breddearbejdet. Der var et konstant dilemma om, hvordan man bygger en klub op. Jeg kunne ikke knække selvmodsigelsen, forklarer Mikkel Nørby.
Og så var det, at en anden Hjørringdreng, Kristian Grøn, var startet som klubmanager i Hareskov-Værløse Tennisklub og manglede en cheftræner til at samle trådene.
I mellemtiden havde Mikkel og Louise stiftet familie med efterhånden tre børn. Tilbage i 2012 købte familien hus et stenkast fra anlægget på Ll. Værløsevej, og er siden flyttet i noget større også et stenkast fra anlægget.
– Jeg mødte Louise, da jeg var træner for et ungseniorhold i Farum. Vi er en rigtig tennisfamilie. Det var ikke tilfældigt, at vi købte hus tæt på en tennisklub. Det var tanken, at børnene kunne have det godt i tennisklubben, og måske var der en bagtanke om, at jeg kunne arbejde for HVT en dag, griner Mikkel Nørby.
For den dag oprandt i 2020. Mikkel havde ganske vist tanker om at blive selvstændig træner, men der var noget ved HVT, som appellerede til ham. En mellemstor provinsklub med gode faciliter, mange medlemmer og plads til forbedringer på trænersiden. Her var der virkelig mulighed for at bruge summen af ens viden og erfaring.
– HVT er god, som den er. Jeg skal ikke komme og lave den om, for så ville man smide alt det gode fra de sidste mange år væk. Man skal gøde alle steder i klubben for at få den til at blomstre, siger Mikkel Nørby.
Dilemmaet og spændingsfeltet i forhold til at bruge resurser på talentarbejdet i forhold til bredden er det samme i HVT.
– Det er selvmodsigende at ville være god på alle niveauer, for det kan man ikke. Man kan være så god som muligt. En bred klub er god, men en bred klub er ikke elite. Når de unge talenter arbejder hårdt for det, vil jeg gerne støtte dem så godt som muligt. Men de får ikke nok, det er umuligt i en forening. For at talenter får nok støtte, skal det løftes ud af foreningerne op i et professionelt akademi, sådan som det sker i fodbold, forklarer Mikkel Nørby.
Det er årsagen til, at motionisterne også får masser af kærlighed fra trænerstaben, men også grunden til, at HVT afviser at tage imod ungdomselitespillere fra andre klubber.
– Man er nødt til at beskytte klubbens struktur. Vi tager ikke spillere ind fra andre klubber. Vi har fået henvendelser fra de første 10 top3-spillere i ungdomsårgangene, men vi siger nej tak. Det vil give for meget arbejde, og vi har ikke plads til dem. Alle ville tabe på det, hvis vi tog dem ind, forklarer Mikkel Nørby.
HVT er selv ved at udvikle spillere, som begår sig flot i toppen af årgangene, men det er ikke noget, man skal måle en klub på, hvis man spørger cheftræneren.
– At måle en klub på juniorresultater er forkert. Vi skal hellere måle på at flytte til spillere fra A til B. Det er flottere at flytte en ny spiller fra begynder til rigtig tennisspiller, som holder ved sporten resten af sit liv, end at flytte et talent fra nummer 3 til nummer 1 i en årgang. Det er det, vi vil måles på, slutter Mikkel Nørby.