Ken Buk er opvokset i Lille Værløse få hundrede meter fra Baunesletten og bor og arbejder i dag i Sydafrika som biologisk konsulent for både Sydafrikansk og Dansk natur.
Af Morten Rosenvold Villadsen, DN Furesø.
Set fra Sydafrika, hvor der er hegn rundt om næsten alle naturreservater og hvor de store dyr er en selvfølgelig del af biodiversiteten, fremstår Naturstyrelsens forvaltning af naturen som uambitiøs og postyret med hundelufterne på de kommunale arealer som et lille forventeligt bump på vejen mod en bedre biodiversitet og en seriøs naturgenopretning.
Barndommen i Lille Amazonas
– Jeg voksede op 250 meter fra Baunesletten ved Farum Sø, og boede der i 22 år. Fra jeg var 5-6 år gik jeg på opdagelse i den lokale natur. Særligt interesseret var jeg i vandhullerne på Baunesletten og i moseområdet Sækken, som vi børn kaldte lille Amazonas. Vandhuller der boblede af spidssnudede frøer i blå yngledragt, sortspættens halsbrækkende redebyggeri og vemodige kald, fortryllende nattergalesang i sommernattens mosebryg, rådyrenes årvågne fourageren og højlydte gøen, farverige guldsmede og bizarre snudebiller, lappedykkernes inciterende parringsdans, kæmpe egetræer med brede kroner, dybe barkfurer og store redehuller – og ikke mindst udfordrende opdagelsesrejser gennem lille Amazonas’ varierede ellesumpe, grantykninger, birkelunde, tørvemoser og sivskove. Alle disse barndomsoplevelser af den næsten vilde natur i Sækken og de bedre dele af Baunesletten, var medvirkende til at jeg senere valgte at blive uddannet som biolog, fortæller Ken Buk.
– Efter studieophold i USA, Costa Rica, Tanzania og Zambia har jeg boet i Sydafrika det meste af tiden siden 1997, hvor jeg bl.a. har gennemført en M.Sc. om sorte næsehorn og en Ph.D. om geparder. Jeg arbejder som biologisk konsulent her i Sydafrika, og de seneste par år også som rådgiver for foreningen Verdens Skove både i Afrika og i Danmark. Jeg har beskæftiget mig med dansk natur som frivillig for Verden Skove siden 2004, og har også været projektansat hos Naturstyrelsen i Nordsjælland, hvor jeg blandt andet producerede en udsætningsplan for bæver.
Golfslaget!
– Tilbage på barndommens Bauneslette var der en blanding af opdyrkede marker og græssede arealer indtil der i 1971 blev anlagt en 9-hullers golfbane. 8-årige jeg lånte mine forældres golfkøller samt nogle lette øvebolde, og troede nok jeg skulle være Jack Nicklaus eller Tiger Woods – indtil min ven Kim fik slået den ide ud af mit hoved med et femmer-jern og jeg fik et sejt ar under øjet!”
– Golf var heller ikke et hit hos Danmarks Naturfredningsforening (DN), som mente, at golfbanen var i mod fredningskendelsen på en del af Baunesletten, og behovet for offentlig adgang. Det sidste blev understreget, da en hundelufter pludselig krydsede golfbanen på det forkerte tidspunkt og tog tælling ramt af en golfkugle – som min far netop havde givet et ordentligt smæk med en driver. Overfredningsnævnet bestemte at golfklubben skulle flytte inden 1977 og fredningen udvidedes til hele Baunesletten.
Allerede dengang var naturen på tilbagegang
– Naturinteresserede vidste, at nogle biologiske værdier var gået tabt under golfbanen pga. gødskning, tæt klipning og formentlig også ukrudtsgifte. Desværre skete der stort set ikke noget for at genoprette naturen. Der var ingen græsning, og Baunesletten blev i stedet klippet af kommunen, men for hyppigt flere gange midt i blomstringen og frøsætningen uden opsamling af afklip. Der var desuden løse hunde over hele arealet, som tit jagtede rådyr langt ud i Sækken. Jeg tog et kig på fredningskendelserne, men de siger desværre intet om naturforvaltningen, og kun lidt om at bevare landskabsværdierne. Der var endnu værdifuld flora og fauna på de stejleste arealer, hvor golfbanen havde haft “rough” – uklippede, ugødede og usprøjtede arealer – plus i alle de spændende vådområder.”
Første forslag om at genforvilde området
– Jeg skrev derfor til kommunen i midt-1980’erne og foreslog en hegning med krondyr og andre store planteædere, der skulle omfatte det meste af Baunesletten, moseområdet Sækken og gerne hele Ryget Skov. For 40 år siden var der ikke noget der hed rewilding, så jeg henviste til Jægersborg Dyrehave for at give folk en ide om hvordan det kunne fungere, og hvor fin en attraktion det kunne blive.
Spildevand fra kloakken
– Jeg gjorde også kommunen opmærksom på, at der lækkede tilsyneladende urenset spildevand ud i mosen, når der faldt meget nedbør. Jeg klagede desuden over de løse hunde. Jeg foreslog som nævnt at man hegnede det meste af arealet bortset fra langs med jernbanen, satte klaplåger i hegnet så folk kunne passere, men skiltede med hund i snor. Kommunen reagerede med at opsætte to klaplåger med korte stykker hegn på hver side, men kun på den lille del i bunden af arealet hvor den brede, offentlige sti går gennem ellesumpen – det tidligere “skovgolfhul”. Lågerne og hegnet står der den dag i dag og her har rådyrene fred for løse hunde.”
– Jeg diskuterede også arealets forvaltning med DN’s repræsentant, som sagde at DN havde foreslået græsning med kvæg, men at det var blevet afvist fordi de nærmeste naboer frygtede en flueplage. Jeg foreslog, at græsningen kunne begrænses til de lavere dele af Baunesletten inklusive bakkesiderne, mens de højere dele kunne bruges til hunde uden snor, kondi, etc. Det virkede desværre som om DN allerede havde opgivet græsning til fordel for klipning for at fjerne næringsstoffer fra gødskningen. DN repræsentanten var meget opsat på at finde de rigtige tidspunkter at klippe hele arealet. Jeg foreslog at man i stedet kun klippede dele af arealet på skift og mestendels uden for blomstersæsonen, men det synes DN repræsentanten ville blive “et grimt skakbræt” at se på.
– De tre-sidige diskussioner afstedkom tilsyneladende, at kommunen i de følgende år klippede Baunesletten mindre hyppigt og fokuserede på at holde stierne farbare. Jeg tvivler på, at der nogensinde blev opsamlet afklip for at fjerne næringsstoffer. Desuden klippede man af og til de levende hegn og fældede lidt træer, især omkring vandhullerne. Men selv den mest velmente klipning kan aldrig erstatte alle de positive effekter store planteædere har i form af let helårsgræsning og gnav af græs, urter, buske, træer og bark, den lort de efterlader til insekter og svampe, de skrab og veksler der giver bar jord til varmeelskende krybdyr og gravende insekter, de frø de spreder, og de ådsler som nogle insekter, fugle og andre organismer lever af. Desuden kommer dyrene ud i moser og vådområder, hvor maskiner i praksis ikke kan følge med, dels ødelægger dyrene ikke tuer, efterlader heller ikke et tæppe af græs og alt i alt omfordeler de næringen mere forskelligartet. Det er derfor helt afgørende for biodiversiteten at have flere arter af store planteædere hele året, men kun i de naturlige tætheder som området kan opretholde helt uden fordring.”
– Jeg flyttede til udlandet i 1990, og ved ikke præcis hvordan forvaltningen har været siden. Jeg har dog besøgt Baunesletten med jævne mellemrum og været vidne til dens langsomme, men stadige tab af biodiversitet. Jeg synes det kunne være fantastisk hvis min drøm for Baunesletten og dens omgivelser om vildere natur med planteædere nu kan gå i opfyldelse, og nye generationer kan få samme spændende barndomsoplevelser som jeg – eller bedre!”
Opråb til byrådet – igen!
– Jeg vil opfordre beslutningstagerne til at stå fast for biodiversiteten og det massive flertal af danskere, som meningsmålingerne viser gerne vil have vildere, mere artsrig natur. Der vil altid være højlydte brokhoveder der forsøger at skabe en “shitstorm” i en kop te, men lad dem ikke bestemme over det lavmælte flertal. Der er folk ude i verden, der lever med udfordrende løver, elefanter og aber. Vi har ikke den slags eksotiske arter og problemerne der følger med, men lige uden for villakvarterene lever mange andre sjældne og flotte arter, som det er vores opgave at passe på. Det er ærligt talt pinligt hvis vi mister dem, f.eks. fordi vi ikke vil begrænse løse hunde til den øverste del af Baunesletten nærmest hjemmene og jernbanen, og så give plads til vildere natur (og dem der ikke elsker din strejfende vovse) længere ude på Baunesletten, gennem Sækkens vildnis og videre ind i de Farum Skove, der fra 2027 bliver lagt urørte af træproduktion. Den stigende udbredelse af urørte skove og voksende interesse for vild natur giver fornyet håb for vores truede biodiversitet, men de fine ord skal følges helt til dørs med den rigtige naturforvaltning inklusive flere arter af store planteædere ude hele året i naturlige tætheder.”
Fakta om Ken Buk
Alder: 56.
Bopæl: Kimberley, Sydafrika.
Opvokset og boet i Lille Værløse i 22 år, få hundrede meter fra Baunesletten.
1991-92 College of African Wildlife Management, Tanzania
1993-1995 Flere besøg i Zambia om beskyttelse af vilde hunde.
1997-2004 Studier af sort næsehorn i tre parker i Sydafrika
2005-2009 Rejseleder baseret i DK og senere i Sydafrika
2007-2008 Projektansættelse hos Naturstyrelsen i Gribskov
2009-nu Biologisk konsulent og forsker i Sydafrika
6 kommentarer til “Naturen ved Farum Sø kunne være bedre med store dyr”
Tak for tankevækkende indlæg om fremtiden for Baunesletten!
Tak Ken for din store viden og givtig indsigt for mig
Tove Nancy Petersen
Birkerød Petanqueklub
Jeg deler din drøm, Ken og tror på dine argumenter. Tak for at bidrage til debatten med artiklen, Morten. 🌱💚
Super fedt skriv. Normalt hører jeg til det stille flertal, men når det er SÅ lokalt, så bliver jeg nødt til at stemme for projektet!
Tak Ken, tak for din viden og ærlighed, der skære virkeligheden ud i et synligt stykke. Jeg er nu 100% for projektet. Det kan kun gå for langsomt. Tusind tak.
Tak for indsigten, Ken, og for den historiske fortælling. Det er så meget på tide, at vi gør det, som eksperter med faglig viden om biodiversitet ved, vi skal gøre.
Tak fordi du kommer med det inspirerende indlæg i denne periode.
Der er lukket for kommentarer.