Julemarkedet i Farum Kulturhus er en hæderkronet og populær begivenhed. I år finder julemarkedet sted lørdag den 15. november kl. 10 til 15. Det bliver med Peter Wrangel ved klaveret.
Der er tradition for, at kunsthåndværkere og madboder fra nær og fjern kommer til Farum Kulturhus i forbindelse med det årlige julemarked. Det bliver til årets hyggeligste dag.
– Vi fylder huset med julestemning, knas, godter og musik, og de mange boder bugner af spændende og hjemmelavede gaveidéer. Traditionen tro har Kulturhusets Julemarked en hel del kunsthåndværk af høj kvalitet at byde på, fortæller Liselotte Dyhr fra Farum Kulturhus.
Tag hele familien med og træd ind i en verden af nisser, engle, juledekorationer, glas, filt, træ, læder m.m. og bliv inspireret til årets unikke julegaveindkøb.Der kan også købes nylavede bolsjer fra bolsjemanden eller forfriskninger i caféen.
Pianisten Peter Wrangel sørger for den rette julestemning. Han spiller alle de kendte julesange som ‘Kender I den om Rudolf’ ‘På loftet sidder nissen’, ‘Glade Jul’ blot for at nævne nogle stykker.







