Forvaltningen i Furesø Kommune lægger op til, at bestyrelsen på Plejecenter Lillevang skal nedlægges, men Seniorrådet anbefaler, at bestyrelsen fortsætter uændret.
Af Mikkel Kjølby
Ældre- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til om bestyrelsen for Plejecenter Lillevang skal fortsætte ud over prøveperioden på to år.
Velfærdsdirektør Katrine Birk forklarer:
– Jeg vil gerne starte med at sige tak for den store indsats, bestyrelsen har lagt i arbejdet. Grunden til, at forvaltningen indstiller, at bestyrelsen nedlægges, skyldes evalueringen fra 2025, der viser, at bestyrelsen reelt har begrænset indflydelse, og der er uklarhed over ansvar og roller i det daglige. Vi ønsker fortsat stor indflydelse fra pårørende fx ved møder i de forskellige haver samt andre interesserede bl.a. via Lillevangs Venner, frivillige og lokalsamfund. Men det er naturligvis op til politikerne at beslutte, siger Katrine Birk.
Furesø Kommunes evaluering af bestyrelsen stammer fra maj 2025 og nævner ikke noget om en nedlæggelse af bestyrelsen.
Seniorrådet i Furesø Kommune har lavet et høringssvar, som kommer med i sagsbehandlingen som et bilag. Her fremgår det tydeligt, at Seniorrådet bakker op om bestyrelsen på Lillevang.
– Seniorrådet anbefaler at bestyrelsen på Lillevang fortsætter uændret, da bestyrelsen er et godt eksempel på den borger/brugerinddragelse som kommunen efterlyser, lyder det i Seniorrådets høringssvar.
– Ideen med bestyrelsen er at inspirere og motivere lederen til at udvikle plejehjemmet til gavn for beboere, pårørende og de ansatte. Og der er opnået mange gode resultater. Bestyrelsen har, som påpeget at forvaltningen, ikke nogen formel kompetence, og det er der ikke noget nyt i. Men det betyder ikke, at bestyrelsen ikke har haft og vil have en positiv indflydelse, lyder det videre.
Seniorrådet har heller ingen forståelse for, at det skulle belaste ledelsen på Plejecenter Lillevang.
– I betragtning af at der afholdes 4 møder om året af 2 timers varighed, er der stort set ingen belastning af forvaltningen og kun lidt af lederen, som kan nøjes med at bruge input fra bestyrelsen som inspiration. Furesø Kommune satser jo meget på at engageret frivillige, derfor er det ærgerligt at nedlægge en bestyrelse med nogle dygtige og kompetente mennesker, som gerne vil bidrage til at gøre det skandaleramte Lillevang til et bedre sted, lyder det fra Seniorrådet i Furesø Kommune.
Formanden for bestyrelsen, Inge Storm, er bestemt ikke glad for forvaltningens oplæg. Hun siger lige ud, at man vil af med en besværlig bestyrelse i denne artikel. https://altomfuresoe.dk/formand-er-vred-forvaltningen-vil-nedlaegge-besvaerlig-bestyrelse/






