Udvalget for Plan- og Byudvikling har vedtaget udviklingsplanen for Ny Vestergårdsvej, men det blev ikke enstemmigt. Socialdemokratiet og Venstre stemte for. Det Konservative Folkeparti stemte imod. Byrådsmedlem Egil Hulgaard forklarer:
– Gennem hele udviklingsforløbet fra erhvervsområde, har vi haft fokus på at området skal give noget tilbage til Furesø. Hvis der skal være boliger, skal det være nogle andre boliger end det vi har i forvejen. Især har vi fra Konservativ side øje for boliger, der sammen med friplejehjemmet kan give tryghed til ægtepar, hvor den ene har behov for megen pleje. Altså udvikle et bedre alternativ end plejehjemmet, hvor ægtepar skilles ad. Vi stemte nej i PBU fordi, der Ifølge den nyeste version af udviklingsplanen nu skal bygges helt almindelige senioregnede boliger. Det har aldrig været vores intention med omdannelsen af erhvervsområdet, siger Egil Hulgaard.
Plan og Byudvikling har konkret vedtaget, at der skal igangsættes udarbejdelse af et tillæg til Kommuneplan 2021, samt et forslag til lokalplan, som muliggør udvikling af dele af Ny Vestergårdsvej med mulighed for plejehjem, ”Boliger for Livet” og senioregnede boliger.
Det første lokalplanforslag omfatter delområde 2 af Udviklingsplanen for Ny Vestergårdsvej. I dag er området udlagt til erhverv gennem kommuneplanen, det ændres radikalt med et kommuneplantillæg. For at de nye planer kan realiseres, er der følgende parametre i den kommende lokalplan.
– At der tilstræbes en bebyggelsesprocent på 90 for området.
– At lokalplanen giver mulighed for plejehjem på maks. 6500 etagemeter.
– At lokalplanen giver mulighed for maks. 6500 etagemeter boliger, fordelt på hhv. ”Boliger for Livet” og Senioregnede boliger, hvor ”Boliger for Livet” har højeste prioritet i fordelingen af etagemeterne. For boligerne fastsættes gennemsnitsstørrelse samt et givent byggefelt.
– At lokalplanen sikrer bevaring af Ny Vestergårds kulturhistoriske værdier.
– At der med lokalplanen udlægges interne veje, samt et stiforløb, som skaber forbindelse til omgivelserne samt friarealer og kantzoner mv. som er i overensstemmelse med udviklingsplanens arkitektoniske hovedgreb.
– At lokalplanen sikrer, at støjgrænser for støj fra veje og virksomheder overholdes.
Uenighed om udviklingsplan for Ny Vestergårdsvej
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest